231 / 341
570
KØBENHAVN FRA BOPLADS TIL STORBY
Omtrent samtidig med socialismens gennembrud begyndte en anden be
vægelse, der i begyndelsen var rettet mod nationalliberalismens kulturelle herre
dømme, men som efterhaanden udviklede sig til et almindeligt angreb paa dens
dominerende stilling i København.
I efteraaret 1871 begyndte den unge dr. phil. Georg Brandes sine forelæsnin
ger paa Københavns Universitet over »Hovedstrømninger i det nittende Aar-
hundredes Litteratur«. Snart samledes omkring ham en beundrende skare, der
fra 1872 mødtes i »Litteraturselskabet«. I tidsskriftet »Nyt dansk Maanedsskrift«
gik Brandeskredsen snart til angreb paa den eksisterende samfundsmoral. K red
sen var en københavnsk udløber af den engelske utilitarisme og den franske
radikalisme. I det danske samfund kom den sammen med bonde- og arbejder
bevægelsen til at føre det demokratiske samfundssyn til sejr. Brandeskredsen be
stod af københavnske akademikere og de digtere, som sluttede sig til »det mo
derne gennembrud«. Nationalliberalismens mænd forstod klart, hvad den nye
bevægelse betød, og i »Fædrelandet« rettede Carl Ploug et rasende angreb paa
Brand esianismen.
1874 begyndte Georg Brandes og hans broder Edvard at udgive »Det nit
tende Aarhundrede«. T il medarbejderkredsen sluttede sig snart V iggo Hørup,
som var journalist ved venstrepartiets københavnsorgan »Morgenbladet«, der
var blevet startet i 1873 som modvægt mod de dominerende nationalliberale og
højrebetonede blade som »Berlingske Tidende«, »Fædrelandet« og »Dagbladet«.
Gennem Hørup kom kredsen i kontakt med den politiske venstrebevægelse. I
1873 stiftede han »Onsdagsforeningen«, hvor det litterære venstre mødtes med
venstres rigsdagsmænd. Snart blev brødrene Brandes medarbejdere ved »Mor
genbladet«.
Kampen mod de københavnske aandelige, politiske og økonomiske magt
havere var saaledes begyndt paa en bred front. Den bredere baggrund herfor
var den politiske kamp, som for alvor begyndte i 70erne mellem det danske
bondevenstre og godsejeraristokratiet samt de nationalliberale. Denne kamp,
der snart tilspidsedes i »provisorietiden« efter 1877, var først og fremmest politisk,
men blev med arbejderbevægelsens fremmarch efterhaanden ogsaa social og
økonomisk. Dette gjaldt i denne periode ikke mindst København. Her havde
provisoriekampen den særlige betydning, at forsvarsbevægelsen, der var en saa
vigtig side af de kræfter, som støttede den estrupske politik, koncentreredes i
kravene om befæstningen af København.
I 1879 forelaa højreregeringens fæstningsplan færdig. Overalt blandt officerer
og forsvarsvenlige blev den samlingsmærket og grundlaget for deres agitation.