235 / 341
5 7 4
KØBENHAVN FRA BOPLADS TIL STORBY
terne tog 7 og de radikale 5. Dermed var i virkeligheden den politiske strid om
København forbi, og oppositionen havde vundet. Det samme var tilfældet paa
den kulturelle kampfront. I Studenterforeningen f. eks. mistede højre sin magt,
og det gennem mange aar omstridte spørgsmaal om de kvindelige studenter blev
løst med kvindernes sejr, ligesom baade socialdemokrater og radikale inviteredes
til at tale i foreningen.
Systemskiftet i 1901 markerede venstres sejr i kampen om det politiske Dan
mark. Begivenheden blev fejret med et folketog til Kong Christian IX , som i de
foregaaende aartier havde været et stridens tegn i den københavnske befolkning.
I september drog 15.000 mennesker til Amalienborg, om eftermiddagen afholdtes
en stor fest i Kongens Have og bagefter en politisk banket.
Kampen mod højre havde holdt sammen paa den i mange henseender skrøbe
lige alliance mellem det københavnske venstre og socialdemokratiet. D a kampen
var vundet, kom bruddet. I 1903 vedtog socialdemokraterne at opstille egne
kandidater i alle københavnske kredse, hvilket bevirkede, at 5 venstremænd faldt
ved det følgende valg, og deres pladser erobredes af socialdemokrater. Ligesom
i den kommunale politik blev socialdemokraterne mere og mere dominerende i
København i rigspolitiken.
Ogsaa indenfor venstre knagede det. Modsætningen mellem dets tilhængere
ude i landet og de københavnske »Hørupper« blev skarpere og skarpere. Kort
efter valget i 1903 indeholdt tidsskriftet »Det nye Danmark« en artikel af redak
tøren, den unge dr. phil. P. Munch, hvori han hævdede, at venstrepartiet nu
maatte blive et socialradikalt parti, som kunde mægle mellem klasserne. Samme
efteraar sprængtes Den liberale Vælgerforening, og dermed lagdes kimen til det
radikale venstre. De ledende i København var bl. a. toldinspektør Ivar Berendsen,
dr. phil. P. Munch og redaktionssekretæren ved »Politiken« O ve Rode. Paa et
møde i København i februar 1905 lagdes grundlaget for det nye parti, som
traadte ud i livet den følgende maj maaned.
I 1906 døde Christian IX og efterfulgtes af Frederik V I I I , som 30. januar
blev proklameret fra Amalienborg af konsejlspræsident I. C. Christensen. For-
svarsspørgsmaalet var den nye konges hjertesag, og endelig i 1909 gennemførtes
en hærlov, der bl. a. bestemte, at den københavnske landbefæstning skulde ned
lægges i 1922. Frederik V I I I fik en kort regeringstid. Allerede 1912 døde han i
Hamborg, og 15. maj proklamerede Klaus Berntsen den nye konge Christian X.
En ny periode indledtes snart efter i dansk og københavnsk historie, da den
første verdenskrig udbrød.