239 / 341
5 7 8
KØBENHAVN FRA BOPLADS TIL STORBY
Indenfor litteraturkritikken indleder Valdem ar Vedel og Vilhelm Andersen
og indenfor kunstkritiken Emil Hannover en ny retning, der var en reaktion mod
Brandesianismens stærkt aktualitetsbetonede indstilling. I 90erne præges flere
videnskabsmænd af tendensen til eksperimenter og analyser. Det gælder saa vidt
forskellige som filosoffen A lfred Lehmann, arvelighedsforskeren W ilhelm Johan
sen og lægerne Thorkild Rovsing og Nils Finsen.
Efter aarhundredskiftet indtraadte paa mange omraader en ny tid indenfor
kunst og videnskab. Det danske samfunds demokratisering begyndte at sætte
spor. Dette bevirkede bl. a. at kulturens københavnske præg, der hidtil havde
været fremtrædende, traadte tilbage, og provinsen gjorde sig stærkere gældende.
I litteraturen opstaar saaledes hjemstavnsdigtningen, der var helt provinsiel.
Den københavnske psykologiske skildring møder man fra tiden efter 1900 hos
Otto Rung, Henri Nathansen og Poul Levin, mens arbejderklassens problemer
skildres i Andersen Nexøs »Pelle Erobreren«.
Indenfor videnskaberne er det især naturvidenskaben og medicinen, som gør
sig gældende efter 1900. I spidsen staar Niels Bohr, der allerede 1913 offentlig
gjorde sin banebrydende afhandling om atomer og molekyler. Endvidere vandt
fysikeren August Krogh , lægen Thorvald Madsen, kemikeren S. P. L. Sørensen
og opfinderen Valdem ar Poulsen verdensnavne.
Endelig skal nævnes arkitekturen, hvor den nyropske skole omkring 1910
afløses af arkitekter, som søgte at udtrykke sig enklere og med større sans for byg
ningens helhed. Den nye retning repræsenteredes af U lrik Piesner, Jensen K lint
og Hack Kampmann, der byggede den nye Glyptoteksbygning.
Teatret afspejler efter 1870 de samme tendenser som litteraturen. 1874 aab-
nedes Det kongelige Teaters nye bygning. De danske nyheder i 70erne var dog
epigonarbejder som Chr. K . F. Molbechs »Ambrosius«, der 1878 havde premiere
med Emil Poulsen, fru Eckhardt og Sophus Petersen i hovedrollerne, og Ernst,
v. d. Reckes »Bertran de Born« med P. Heises musik.
Det moderne gennembrud kom med de store norske digtere Ibsen og Bjørn
son. I 1870 opførtes Ibsens »De unges Forbund« med V ilh . W iehe i en hovedrolle,
og i de følgende aar kom derefter Ibsens forskellige skuespil, f. eks. i 1879 »Et
Dukkehjem«, hvori Betty Hennings med sin fremstilling af Nora fastslog sin posi
tion som Danmarks førende skuespillerinde. Teatrets betydeligste skuespillere i disse
aartier var iøvrigt brødrene Emil og O la f Poulsen, Karl Mantzius, Peter Jern-
dorff, Anna Bloch, Aug. Liebmann og senere Nic. Neiiendam og O da Nielsen.
I 1880erne begynder nye danske dramatikere at gøre sig gældende paa Det
kongelige Teater. Det var Einar Christiansen, O tto Benzon, Gustav Esmann og