224 / 341
DEN MODERNE STORBY
5 6 3
lige værker, som i 1870 omfattede vand og gas, maatte udvides. Fra begyndelsen
af 90erne tog saaledes anvendelsen af gas ved madlavningen til, og i 1907 byg
gedes et nyt gasværk i Valby. I slutningen af aarhundredet kom elektriciteten,
og i 1892 fik København sit første elektricitetsværk. Efterhaanden som benyttel
sen af denne kraft øgedes, bl. a. til belysning af sporvogne, maatte produktionen
udvides. 1898 tog man Vestre Elektricitetsværk og 1902 Østre Elektricitetsværk i
brug. Følgen af dette og mere blev, at Københavns budget i Borups borgmester
periode voksede fra 6 millioner til 17 millioner.
Borup viste sig at være en fremragende administrator. Han skaffede byen bil
lige laan, og med stor forudseenhed planlagde han byens udvidelser og sikrede
kommunestyret indflydelse paa bebyggelse og lignende forhold. I 1893 lykkedes
det ham at faa afsluttet forhandlingerne med staten om ordningen af ejendoms
forholdet til fællederne, saaledes at kommunen kunde disponere over det areal,
den overtog.
Først og fremmest gjorde borgmester Borup dog en indsats ved indlemmel
sen af nabodistrikterne i 1900. Forinden dette skete, havde han imidlertid fore
taget store opkøb af grunde paa kommunens regning i disse distrikter. Efter ind
lemmelsen kunde byen derfor med stor kraft sætte ind ved planlæggelsen af byg
geri, saaledes at der sikredes befolkningen bedre boliger, end det havde været til
fældet under den anden store byggeperiode, da voldene blev sløjfet. Borups store
arbejdskraft gav ham ogsaa tid til at reformere paa andre omraader, selvom
han her fortsatte forgængerens arbejde, som f. eks. ved slagtehusbyggeri og re
former indenfor hospitalsvæsenet.
Borup var konservativ. I hans embedstid brød imidlertid oppositionen mod
det nationalliberale-højrebetonede københavnske bystyre igennem.
Denne opposition, der rekruteredes fra arbejderstanden og det frisindede
borgerskab, fik sin talmæssige basis ved den store industrielle og handelsmæssige
udvikling, som København gennemgik i disse aar. Efterhaanden som lønninger
og indtægter steg, kunde flere og flere deltage i valgene af borgerrepræsentanter.
Der blev saaledes fra midten af 1880erne virkelig kamp ved kommunevalgene,
og dermed steg ogsaa interessen indenfor den magthavende gruppe. Betegnende
for det opsving, der sker, er valgprocenttallene for 1885 og 1886, hvor de var
henholdsvis 5,9 % og 47,2 % , hvorefter de jævnt steg.
Den større baggrund for den politiske kamp om København var provisorie-
tiden, hvis vigtigste side ( fæstningsbyggeriet, ikke mindst interesserede den køben
havnske befolkning. Dette skal imidlertid skildres i næste afsnit.
Allerede i 70erne var arbejderbefolkningens politiske og sociale selvstændig