221 / 341
5 6 °
KØBENHAVN FRA BOPLADS TIL STORBY
serne til dem ydedes i form af naturalier og penge. Foruden den offentlige hjælp
fandtes ogsaa de private understøttelsesforeninger, der i 1874 sluttede sig sam
men i Københavns Understøttelsesforening.
Disse hjælpekilder slog ikke til, naar der kom svær arbejdsløshed, og især
var vintrene haarde ved de nødlidende. Flere gange i 70erne og 80erne kom der
henvendelser til kommunen fra forskellige udvalg og foreninger om ekstrahjælp,
igangsættelse af arbejder, oprettelse af laanekasser o.
1
. Liberalisternes syn paa
fattigdom som et udtryk for dovenskab eller udygtighed dominerede imidlertid
i kommunalbestyrelsen, og det afslag, »Socialdemokratisk Forening« fik i 1881,
og som gik ud paa, at det vilde være nedbrydende for arbejderklassen, hvis
kommunen hjalp en enkelt arbejder, var typisk for indstillingen. I 1890erne
sejrede imidlertid en ny opfattelse af det sociale problem, og den første social
lovgivning gennemførtes. I 1891 traadte loven om fattighjælp og loven om alder
domsunderstøttelse i kraft.
Efter den nye fattiglov bestod hjælpen stadig i naturalier som brød, middags
mad og sengehalm og kun faa penge. Efterhaanden forsvandt dog naturalie-
hjælpen, og senere undgik man i saa vid udstrækning som muligt den direkte
fattighjælp. Kommunalbestyrelsen viste stigende villighed til at træde hjælpende
til i særlig alvorlige situationer. Almindeligt Hospital blev nu ogsaa flyttet og
fik en bygning i Nørre Allé.
Bidragene til de gamle var i begyndelsen beskedne, men steg efterhaanden.
Alderdomsunderstøttelsesloven medførte ogsaa, at der nu oprettedes alder
domshjem. Som nævnt var de første Nicolai og Frelserens Arbejdshuse. De
blev anvendt indtil 1901, da alderdomshjemmet i Guldbergsgade blev taget i
brug.
Ogsaa paa andre omraader betød 90erne en gennembrudstid for den sociale
lovgivning. 1892 traadte en sygekasselov i kraft og i 1898 en lov om ulykkes
forsikring. Ikke alene for København, ogsaa for Danmark var en ny samfunds
betragtning ved at bryde frem.
I en gennemgang af dagliglivet i København maa ogsaa nævnes skolen.
Indenfor den skete der i denne periode ikke revolutionerende nydannelser. I
1870 arbejdede man endnu under anordningen fra i
844
, og paa den blev der
bygget videre. Opførelsen af skolebygninger fortsatte, fag- og undervisnings
timerne forøgedes, og antallet af klasser blev sat op fra 5 til 6. I slutningen af aar-
hundredet steg børneantallet i de kommunale skoler stærkt, og samtidig voksede
kravet om en udvidelse af undervisningen for dem, som ikke ønskede at tage
studentereksamen. I 1900 nedsattes en københavnsk kommission til at foreslaa