223 / 341
562
KØBENHAVN FRA BOPLADS TIL STORBY
tagelsen saaledes mellem 8 og 15 % . Det nationalliberale bourgeoisi, der havde
valgret, var tilfreds, hvis magistrat og borgerrepræsentation administrerede saa
billigt som muligt og holdt fattigvæsenets budget nede. Men selv en ivrig be
styrelses forbrug af penge var der grænser for, da indtægtsskatten ikke maatte
overstige 3 % af indkomsten. Indenfor de begrænsninger, som forfatningen
satte, herskede magistraten derfor ret enevældigt. Formelt var borgmestrene lige
stillet, men i realiteten var det dog finansborgmesteren, der var den ledende.
I 1870erne beklædtes denne post af C. E. Fenger.
Da Fenger, der var nationalliberal, i 1859 besluttede at gaa ind i det po
litiske liv, var han en højtanset medicinsk professor. Han valgtes ind i rigsdagen,
hvor han helligede sig finanspolitikken og blev formand for finansudvalget. 1859
og 1860-63 var han finansminister, havde 1863-64 stillingen som direktør for
finansministeriet og var 1870-72 atter finansminister.
1868 blev Fenger tillige borgerrepræsentant. Han havde saaledes de bedste
forudsætninger, da han i 1875 valgtes til borgmester for 2den afdeling, d. v. s.
forvaltningen af finans- og hospitalsvæsenet. Paa mange omraader udøvede han
ogsaa en betydelig indsats. Som tidligere læge maatte sundhedsvæsenet interessere
ham. Han fik gennemført oprettelsen af offentlige slagtehuse og epidemisyge
huset. Paa hospitalerne begyndte han at afskaffe vaagekonerne og erstattede dem
med uddannede sygeplejersker, hvis løn- og arbejdsvilkaar blev forbedret. Han
imødekom dermed en mangeaarig klage fra befolkningen, for hvem et hospitals
ophold nærmest var et mareridt. Paa et helt andet omraade ydede han ogsaa en
indsats, idet han fik gennemført, at København fik en særlig folketælling.
Fenger var i besiddelse af en meget stor arbejdskraft og med sine sociale
begrænsninger initiativrig. Hans finansstyre i en social nødstid som 1870erne var
dog præget af smaalighed og en vis hensynsløshed, som ogsaa kom frem i hans
omgang med medarbejderne. Samtidig var han ikke altid tilstrækkelig kritisk
overfor sine underordnede, og i sine sidste aar blev han udsat for mange angreb
paa grund af en økonomiforvalters bedrageriske transaktioner. Fenger døde der
for i 1883 som en skuffet mand. Blandt ansøgerne til hans borgmesterstilling
valgte borgerrepræsentationen overretsassessor Ludvig Christian Borup.
Borup var paa dette tidspunkt 47 aar gammel. Han havde tidligere været
ansat i indenrigsministeriet og blev derefter overretsassessor d. v. s. dommer i
landsretten.
D a Borup tiltraadte, begyndte kommunens opgaver for alvor at vokse. Be
folkningstilvæksten skabte økonomiske problemer, og det samme gjaldt byens ud
videlse. Voksende og nye sociale opgaver stillede ogsaa finansielle krav. De offent