211 / 341
5 5 0
K Ø B E N H A V N F R A B O P L A D S T I L S T O R B Y
tjente en faglært arbejder gennemsnitlig 900 kroner i aarsløn. I de fag, som
specielt blev berørt af opsvinget, var den endnu højere. Det gælder f. eks. byg
ningsfagene, hvor det københavnske boligbyggeri i 70erne bevirkede, at mureres,
murerarbejdsmænds og tømreres lønninger steg; 5 kroner om dagen var saa-
ledes ikke ualmindelig for en murer.
I 1875 kulminerede højkonjunkturen, men under den følgende stagnation
lykkedes det arbejderne at bevare den foregaaende tids forbedringer, og løn
højden holdt sig konstant indtil 1880erne.
I midten af 80erne begyndte en ny krise med stor arbejdsløshed, som i januar
1886 talte ca. i2 -i4 .o o o mand, hvilket vil sige, at den berørte omtrent en tredie-
del af Københavns arbejdere. Dette pres paa arbejdsmarkedet havde til følge,
at der indenfor visse fag foregik en nedgang i lønsatserne, men ved heldigt
gennemførte strejker lykkedes det de eksisterende fagforeninger i et vist omfang
at bremse det almindelige lønfald.
Fra 1890ernes begyndelse indtraadte en vending i konjunkturerne, og løn
ningerne begyndte atter at stige, og dermed kunde levefoden igen sættes i vejret.
D a denne højkonjunktur begyndte, beløb befolkningens samlede indtægt sig
til ca. 160 millioner kroner, d. v. s. mere end en fordobling i løbet af 25 aar.
M ed hensyn til indtægtsfordelingen tjente omtrent 60
%
af de mandlige for
sørgere nu under 800 kroner om aaret. Gruppen med 800-1200 kroner er blevet
dobbelt saa talrig, mens den del af borgerne, som havde indtægter over 1200
kroner om aaret, kun var steget ca. 2 % . Den betydeligste indtægtsforbedring
faldt saaledes paa de mellemstore indtægter.
Indenfor den egentlige arbejderstand og de i økonomisk henseende med den
ligestillede havde ca. 3/4 under 800 kroner i aarlig indtægt. En arbejdsmand
tjente 780 kroner i 1892, mens en faglært arbejder fik 1.000 kroner. Daarligst
betalt var vel de kvindelige tjenestefolk, hvis aarsløn beløb sig til 500 kroner
med fri station. I de højere indtægtsgrupper er industriejernes andel steget
betydeligt, hvilket viser storindustriens voksende betydning og gode indtægts
muligheder. Haandværksmestrenes indtægter er ogsaa gaaet op, men det er
sket paa bekostning af antallet, og udviklingen havde saaledes forringet svendenes
chancer for at blive mestre. Ogsaa embedsmændenes gager forøgedes, og inden
for de frie fag har de gode konjunkturer bevirket et opsving. Læger, sagførere
og lignende erhverv viser en væsentlig indtægtsstigning. Derimod er indtæg
terne gaaet forholdsvis ned for handelens folk. Naturligvis havde storkøbmæn
dene store indtægter, men for flertallet af smaa detailhandlere var der kun smaa
indkomster at hente hjem. Dette skyldtes ikke mindst den fordobling af erhvervets