65 / 341
404
K Ø B E N H A V N F R A B O P L A D S T I L S T O R B Y
vente, indtil det blev dag. Byen maatte ikke forstyrres i sin nattesøvn af sene
rejsende. V ed daggry samledes foran byens porte en lang række bøndervogne,
belæsset med de daglige forsyninger til hovedstadens befolkning. Passagen gen
nem porten var saa smal, at den kun tillod een vogn at passere ad gangen. Det
tog derfor sin tid at afvikle den lange kortege, saa meget mere som bøndernes
vogne blev undersøgt af de vagthavende toldbetjente, og kusken afkrævet akcise
af de indførte varer.
I byen havde bønderne deres faste stadepladser paa Gammel- og Nytorv.
Her tog de opstilling med deres grøntsager, fjerkræ og hvad de ellers med
bragte. Byens husmodre kom med deres piger og den store torvekurv, og der
blev købt ind. Amagerkonerne tyede til Højbroplads, der var byens vigtigste
grønt- og blomstertorv. Et andet vigtigt handelsstrøg var kanalerne langs med
Børsen og mellem Holmens Bro og Højbro. Provinsens pæreskuder lagde til her
og udhøkrede deres varer. Paa Gammelstrand sad fiskerkonerne dengang som
nu. Omløbende sælgekoner var ligeledes meget almindelige, og deres karak
teristiske og gjaldende raab lød gennem de snævre gader.
Noget pulserende gadeliv kendtes ikke. Vogntrafikken var beskeden. D a af
standene var smaa, kom man til fods let fra den ene ende af byen til den anden.
Portechaiserne var forlængst forsvundet, og hyrevognene havde indtaget deres
plads. Store butiksvinduer med lokkende udstillinger kendtes ikke. De begyndte
først at dukke op ved periodens slutning. De fleste butikker laa i kælderen, og et
simpelt skilt oplyste om indehaverens navn og forretningens karakter.
Brolægningen var daarlig, ogsaa i de fornemme gader, og overalt fandtes
aabne rendestene, kun slet forsynet med rendestensbrædder. Naar det regnede
stærkt, flød rendestenene over alle bredder. Naar varmen laa tungt over byen,
bredte der sig ofte en modbydelig stank. København var sørgelig berømt for sine
skidne gader. Myndighederne førte en kamp mod beboerne, der var tilbøje
lige til at smide deres affald ud paa gaden. Dette blev atter og atter forbudt,
og i 1806 paabød man, at alle husejere skulde drage omsorg for, at der hørte
specielle affaldsbøtter til hver ejendom. Naar renovationsfolkene ved hjælp af
skralden, der fra 1806 blev eneraadende (tidligere havde man ogsaa haft en
klokke), tilkendegav deres ankomst i gaden, skulde beboerne komme ud og
anbringe affaldet paa vognene. Det kneb imidlertid med at faa paabudet over
holdt. Betegnelsen »skraldemand« fortrængte samtidig de gamle udtryk »Skarn
ager« eller »Kørekarl«.
Under disse forhold var al passage paa gaden om aftenen ubehagelig. De
søvnige tranlamper, der holdtes i live af de gemytlige vægtere, gav kun sparsomt