154 / 172
143
sikkert gjort god nytte, og de er sikkert blevet læst,
fordi de var blandet med talrige anekdoter og smaa-
historier.
Tode
udfoldede en meget stor virksomhed som
kritiker, og hans kritiker var meget skarpe, men det
hindrede ikke, at han senere kunde tage det i sig igen
og indrømme, at han havde taget fejl. Saaledes gik det
ham overfor generaldirektør for kirurgien
Hennings,
som i
1 7 7 7
havde skrevet en afhandling: »Eine wahre
und zuverlässige Beschreibung von den Kenntzeichen
und der Cur der Entzündung des Magens und der
Gedärme.« Det var naturligvis en frækhed af en kirurg
at skrive om et medicinsk emne, og især da
Hennings
meget stærkt angreb lægernes maade at behandle disse
sygdomme paa.
Tode
tog voldsomt fat, men udtalte
dog: »so kann ich mich doch nicht entschliessen, die
Fehler eines Schriftstellers, in welchem ich einen von
meinen Lehrern ehre, so bitter zu rügen oder in ein
so lächerliches Licht zu setzen, als ich in Rücksicht
auf manche andere Recension freylich zu thun ver
pflichtet wäre, und als wohl einige Leser erwarten
möge.« — Der kom
1 7 8 1
en anden udgave af bogen,
hvori
Hennings
forsvarede sig, og
Tode
svarede saa
i det nummer af Ny Sundhedstidende for
1 7 8 3
, der
udkom
2 7
’ august
1 7 8 4
. Han kritiserede her
Hen
nings
som autor, men roste ham som læge og skrev:
»Hvad nu det egentlige medicinske angaar, da er
jeg for nærværende tid af en ganske anden mening
end forhen. Thi forhen var autorerne og vore køben
havnske læger imod ham, men nu ved jeg af erfaren
hed, at den sygdom, som forf. beskriver som en ufuld
stændig betændelse i maven og tarmene, virkelig fore
kommer meget ofte, ja den har for et halvt aar siden