KøbenhavnsKirkesag

mener sig selv at være af en højere Race og behandler Smaa-

folk ovenfra. Yi kan kun bruge P ræ ster, der agter Mennesket

som Menneske, der trolig vil slide de smalle T rapper i de store

Kaserner og sidde jæ vn t og broderligt i Smaafolks H jem og

dele deres T anker og Sorger.

Vi vil ikke have v e g e P ræ ster, der ikke vil noget bestem t,

P ræ ster, som nok er „flinke“, venlige og hjælpsomme og gerne

taler kærlige og trøstelige Ord til alle, men som ikke kommer

videre end til at have det ra rt sammen med Mennesker, fordi

de ikke har et bestem t Maal i Sigte — og heller ikke har Mod

og Kræfter til at sæ tte noget ind paa en Kamp for Maalet.

Vi kræver troende P ræ ster, nidkæ re P ræ ster, jævne Menne

sker med en levende Menneskekærlighed og med Villie og K raft

til at kæmpe utræ tteligt for det store Maal: Guds Rige. Vi vil

have P ræ ster, der ikke venter, til M ennesker søger dem, men

som i Mesterens Spor gaar ud at søge det fortabte, — P ræ ster,

der gaar paa Erobringstog for at vinde Sjæle og dyrke Nyland,

— P ræ ster, der h ar Sans for at sam le H errens Venner til et

frug tb art Sam fundsliv og sæ tte dem i A rbejde for Guds Rige,

— P ræ ster endelig, der har Øjet aabent for det, vi h ar set som

Grundbetingelse for alt sundt K irkearbejde, de sm aa Sogne og

Afskaffelse af al Gøren Forskel paa fattig og rig.

Vil man kalde dette for Retningskrav, saa har man Lov

dertil. Det gælder virkelig et Arbejde imod et bestem t Maal —

altsaa i en bestem t „R etn ing “. Men enhver uhildet vil ogsaa

indrømme, at det ikke falder sammen med de Retningsadskillel

ser, vi plejer at tale om i den danske K irke.

Der kan væ re M ennesker af alle tre R etninger, som ikke

passer i Københavns K irkesag — der er ogsaa P lad s for P ræ

ster af alle tre Retninger og med meget forskellig Forkyndelse

og Arbejdsmetode, blot de kan enes i det Maal, h er er skildret.

Derfor har vi ogsaa Ret til at hævde: K irkefondets Gerning

er ikke et R etningsarbejde i dette O rds snævre Betydning. H er

er Brug for de bedste K ræ fter fra alle Sider. Det er „H øjkir

k e n s“ dybe K irketanker, der bæ rer vort S o g n e id e a l. Det er

„B redk irkens“ skønne Maal, der har faaet os til at sigte paa

F o l k e t s Løftelse. Og det er „L avk irk en s“ N idkæ rhed for Guds

Riges inderste Maal, der gør, at vi aldrig vil vige fra E van

geliets Kærne, K o r s e t s Prædiken.