217 / 463
71
inderste Overbevisning er bedst skikket til at fremme Guds Rige
iblandt os.
Kom og vær med os! Der er sandelig P la d s nok paa den
store Arbejdsmark til at tage fat, og ingen skal finde, at der
fra vor Side skal blive set skævt til Venner fra andre Kirke
lejre, der vil „komme og gøre Arbejdet paa Herrens Hus“.
F ra V a lk y r ie n t i l E lia s k irk e n .
Gam le M inder og nye M ed d e le lse r.
Sidste Gang, de dansede i Dansesalonen „ V a lk y r ie n “,
Vesterbrogade 17, var Natten mellem 31. December 1897 og
1. Januar 1898. — Egentlig skulde de holde op Kl. 12; thi da
blev Ejendommen Kirkefondets; men de blev ved til Kl. 4. En
Snedkermester, som bor ved Siden af, har fortalt, at det var
ikke til at faa lukket et Øje den Nat; thi da de endelig maatte
holde op med Dansen, stod de ude i Gaarden og hylede ret op
i Luften som Ulve eller vilde Dyr, saa han maatte tænke paa,
hvad der staar fortalt om Jesus, at naar han udjog de urene
Aander, saa hylede og fraadede de og sled i dem, inden de
for ud. Men ud maatte de jo, Gud ske Lov.
Saa laa Huset stille hen Nytaarsdag over. Men den 2den
Januar mødte Malerne. Det var det første, som blev gjort, at
alle de sjofle Billeder, der sad i Porten, blev overmalede. 1
vore Dage er det jo moderne at afdække Kalkmalerier. Hvis
man prøvede det i Mariæ Kirkesal, vilde det blive nogle ejen
dommelige Billeder, der kom frem!
Jeg var ofte inde i „Valkyrien“, medens den endnu var
Dansesal, og i de tre Maaneder, Ombygningen varede. Hvor
var der uhyggeligt om Dagen. Lys var der kun meget spar
somt, — man behøvede jo ikke Dagens Lys til de Mørkets Ger
ninger, dér skulde øves. Derfor maatte Kirkefondet straks lade
hugge en Række Vinduer derinde. Gulvet var saa blankt og
saa glat, at man næppe kunde gaa paa det, og det maatte man
da for Resten heller ikke. Der, hvor nu Alteret er, og hvor