216 / 463
7 0
Men er det alligevel ikke væsentlig Indre Missions Mænd,
d er leder det hele A rbejde, Indre Missions V enner, der støtter
d et, og Indre Missions P ræ ster, der ansæ ttes i Gerningen?
S ikkert nok, det er en historisk Kendsgerning, at den Læg-
m&ndskreds, hvo raf „U dvalget for K irkesagens Iiem m e
ud
sp rang , stod Indre Mission næ rmest. Og det v ar dem, dei satte
A rbejdet i Gang og hejsede fa n e n . Men det er der dog vel
ingen, der kan dadle dem for? Ingen forbød jo andre at faa
S yn for K irkens Nød i København og tage tat. Vi faax vel
hellere t a k k e H erren, at der v ar nogen, der begyndte.
Og da saa A rbejdet begyndte, v ar det baade i København
og ud over Landet Indre Missions Venner, der først forstod det,
tog Sagen ind i deres Forbøn og ofrede deres Gaver. Sagen
blev frem sat som en fælles K irkeopgave, K irkefondet dannedes
med en Bestyrelse af alle Retninger — der v ar intet, der hin
drede de andre Retninger i at komme med og tage alvorlig fat.
N aar de paa langt næ r ikke gjorde det i det Omfang som
Indre Mission — og baade Bededags-Kollekten og alle K irke
fondets andre Gavelister indeholder Beviser nok herfor
ja,
det skal ikke bebrejdes dem her, men de har da end m indre
Grund til at bebrejde dem, der tog fat. Snarere har vel de
andre Sider i K irken noget at takke for: at A rbejdet dog blev
gjort, skønt saa mange tøvede<
H erren h ar i K irkesagen skæ nket den danske Menighed en
stor Gave — og han skænkede den ved at vække Synet for
Opgaven og Kraften til at tage den op næ rm est blandt Indie
Missions Venner. Mon det ikke er mere tilbørligt at takke Gud
for Gaven end at knurre over den?
Ingen har nogensinde hindret de andre R etninger i at være
med, tvæ rtimod, vi h ar altid væ ret g-ade for Samarbejde. I vor
B estyrelse sidder stadig gode .... fra forskellige Lejre. Vor
Form and tilhører ikke Indre Mission. Og vi h ar den Dag i Dag
flere P ræ ster i K irkefondets A rbejde, der bestem t tilhører andre
R etninger. Men ingen kan unddrage sig den aandelige N atu r
lov, at de Kredse, hvorfra Kærligheden og K raften i en Sag
væ sentlig udgaar, ogsaa faar den største Indflydelse i dens L e
d else.
Og ingen kan med aandelig Ret anse det for en Mangel
v ed vo rt Arbejde, at vi gaar frem ad de Veje, som efter vor