255 / 463
Ønske i denne Henseende, — vilde væ re i Stand til at binde Lov
givningsmagten paa dette Om raade saaledes, at K irkefondet derved
var sikret for bestandig.
I K irkefondets Bestyrelse h ar da — som det videre er os m ed
delt — den Tvivl faaet Rum , om der overhovedet er nogen Mulig
hed for at opnaa de nødvendige G arantier, n aa r Arbejdet forbliver
i det hidtidige Spor under de alm indelige sognekirkelige Form er, og
adskillige R ø ster have hæ v et sig for at b eny tte sig af Valgmenigheds-
loven, idet K irkefondet ved at støtte D annelsen af Valgmenigheder
baade kunde beholde fuld Ejendom s- og B rugsret over de nye K ir
ker og sam tidig vilde være ude over al Spænding i Forhold fil
K irkestyrelsen.
K irkefondets Bestyrelse h a r im idlertid sam tidig ladet forstaa, at
den k u n nødig vilde slaa ind paa denne Vej, idet den vel finder
en Valgmenighedsdannelse som enkelt, m idlertidig Foranstaltning
under særlige F o rho ld fuldt forsvarlig (jfr. Statutternes § 3, Slutn.),
m en er sig bevidst ved helt at forlade den sognekirkelige Vej at
m aatte opgive væsentlige Dele af de G rundtanker, som fra Begyn
delsen h a r væ ret bestemm ende for V irksomheden — hvad der da
ogsaa m aatte medføre en ikke uvæsentlig Statutforandring.
Næ rvæ rende U nderudvalg m aa da ogsaa med Folkekirkens al
mindelige T arv for Øje anse en saadan Udvej for beklagelig, og det
af tre Grunde.
F o r det første vil derved det store Arbejde, der er i Gang for
Afhjælpning af K irkenøden i København, lide væsentlig Afbræk.
Sognedelingen vil ikke m ere kunne holde Skridt med Byens Vækst,
og Kæmpesogne m ed al deres Mislighed kunne vokse op igen.
F o r det andet vil Folkekirken vel i Øjeblikket beholde de hid
til indviede K irkefondskirker; m en und er en saadan Vending, hvor
Tyngdepunktet lægges over i Valgmenighedsdannelse, vil der være
F are for, at B idragene til de æ ldre K irker svinde ind. Kirkefondet
vil da muligvis sn art væ re ude af S tand til at bekoste deres Drift,
ja maaske overhovedet blive insolvent — hvoraf atter større Mislig
heder vilde følge.
Endelig forekomm er det os ogsaa betænkeligt for det alm en
kirkelige A rbejde indenfor Folkekirken, om en livskraftig Bevægelse,
som ved sin Stiftelse h a r sat sig til Form aal at deltage i dette
Arbejde ad sognekirkelig Vej, paa denne Maade udsondrer sig derfra.
U nderudvalget kan derfor ikke andet end anse det ior i høj
Grad ønskeligt, om der endnu k u n d e findes en Løsning, som mulig
gjorde et fast Sam arbejde mellem K irkestyrelsen og Kirkefondet,
og h ar da rettet sin Opmæ rksom hed paa følgende U d v ej:
at der ved Overdragelsen a f en K irke til folkekirkelig Brug
kan gives K irkefondet et bindende Tilsagn om, at det til enhver
Tid skal være berettiget til at forbeholde sig den halve Brug a f
K irken til Fordel fo r en Valgmenighed
,
som med dets Tilslutning
maatte ønskes stiftet
—
selvfølgelig pa a de i Lovgivningen for
Dannelsen a f Valgm enigheder overhovedet angivne Vilkaar.