KøbenhavnsKirkesag

113

paa clen anden vSide et Princip, som saare let under siu Udfoldelse

vil komm e i S trid m ed alle disse faste Bestemmelser, fordi det paa

alle Om raader u n d e r sin Udøvelse er betinget af den frivillige Støtte,

og hvor Vanskeligheden ved at lade sig indorganisere atter og atter

vil komm e frem. Saa meget m ere m aa m an paaskønne, at der fra

hegge Sider u n d e r U døvelsen af A rbejdet er blevet vist en ikke ringe

Imødekomm en og h a r væ ret en alvorlig og inderlig Bestræbelse for

virkelig at k u n n e mødes i et fælles Arbejde. Man h a r haft en F o r

nemm else af, a t m an alligevel, trods alle opstaaede Divergenser,

ikke h a r k u n n e t undvæ re hinanden. Disse Divergenser, som h ar

ku n n et opkomm e m ellem K irkefondet og Kirkestyrelsen, skal m an,

ret beset, næ rm est glæde sig over. De er Udtryk for, at m an fra

begge Sider h a r væ ret sig sin Stilling bevidst, at m an h ar haft noget

at værge for af sto r kirkelig og kristelig Værdi. Man h a r fra Kirke-

styrelsens Side ikke villet opgive det folkekirkelige Stade, Man h ar

været sig bevidst, at det v ar det, der skulde værges for, og at Kirke

livets F remm e h e r i vort Land, i alt F ald for Tiden, væsentlig var

betinget af, a t Folkekirken kunde komm e til at leve sit faste, sikre

og bestem te Liv. Paa den and en Side h a r m an fra Kirkefondets

Side væ ret k lar over, at der m aatte værges for den Frivillighed, som

var den inderste Sjæl og Kerne i den hele Virksomhed, og af hvis

denne Frivillighed i nogen Maade skulde lide et Knæk, vilde Virk

som heden væsentlig være hæmm et og i mange Maadcr lamm et med

Hensyn til O pnaaelsen iaf det, som var det store Ø jemed for Ivirke-

fondet og for de Mænd, som havde taget Opgaven op.

N aar der trods disse D ivergenser h a r væ ret en Bestræbelse

for at mødes og arbejde sammen, skyldes det jo de Mænd, som under

V irksomhedens Udøvelse h a r staaet hver paa sin Side, Det kunde

i og for sig væ re fristende at nævne disse Mænds N avne her, for

jeg synes, de h a r gjort sig særdeles fortjente af hele vort danske

Kirkeliv, men det er jo ikke h er Stedet at gøre det. N aar Kirke-

fondets H istorie engang bliver skrevet, vil disse Mænds Navne —

derom er jeg fuldt forvisset -— ogsaa blive nævnte. Men det er

jo ikke blot disse Mænd, der h a r baaret det frem, det er ogsaa

de store P rincipper, der staar hagved. Det er jo nemlig saaledes,

at det folkekirkelige P rincip og det frie Menighedsarbejdes Princip

slet ikke kan undvæ re hinanden. E t folkekirkeligt Princip, der kun

havde de faste og bestem te F o rm er for Øje og ikke gav nogen Plads

for Frivilligheden, vilde ganske sikkert før eller senere komm e til

kort. Saa udm æ rket det folkekirkelige Princip end er, vilde det

ganske sikkert u nd er Tidens Udvikling, efterhaanden som der kom

Spænding m ellem det folkelige og det kirkelige, vise sig, at det i sig

selv ikke form aaede at magte Udviklingen og virkelig føre den frem

til Maalet. E t eklatant Eksempel derpaa havde m an ved Nedsættel

sen i 1890 af K omm issionen til K irkeforholdenes O rdning her i Kø

benhavn. Komm issionens Betænkning blev afgivet u n d er 23. Marts

1893, men det Forslag, som kom frem, og som var vel begrundet,