261 / 463
115
fra Kirkes lyreisens Side, — M idler, som jo dog alligevel h ar F ri
villighedens Præg paa sig. K irkefondet h a r jo ogsaa mange andre
og i m ange M aader meget større M idler at raade over. Det udtales
i den foreliggende B etænkning Side 2, 3dje Stykke, at det er „ub e
strideligt, at M inisteriet k u n h a r forbeholdt sig tilsy n m ed Be
styrelsen af de Midler, der er indkom ne ved Kollekten, hvilke Mini
steriet i paakomm ende Tilfælde vil kunne unddrage K irkefondet .
Hvorvidt Fondets øvrige Midler skulle være Genstand for Ministeriets
Tilsyn, er et Forhold, som h a r væ ret G enstand for lidt Usikkerhed.
Det h ar ikke væ ret fuldstændig klart, hvordan m a n i dette Punk t
vilde stille sig, m en i den Udtalelse, som her fremsættes, hævdes
det altsaa, a t [det k u n er Store Bededagskollekten, m ed hvis Bestyrelse
M inisteriet h ar forbeholdt sig Tilsyn.
Det andet S tadium i Udviklingen er den kongelige Anordning
af 11. N ovem ber 1899, som i sin T id er blevet omdelt her i U d
valget. Den betegnede et stort F rem sk rid t for det hele Samarbejde
imellem det frivillige og det folkekirkelige, det sognekirkelige Ar
bejde, Det var ved denne Anordning, der blev givet Tilladelse til
Oprettelsen af Sognedistrikter. H vor Folkemængden i et Sogn har
naaet en saadan Størrelse, at Sognet ikke kan antages længere at
kunne betjenes forsvarligt fra Hovedkirken, foretages dei en Deling
i Sognedistrikter, og en saadan Deling kan tage sin Begyndelse, før
der endnu er bragt M idler tilveje til en Deling af hele Sognet,
altsaa m an kan begynde m ed at udskille et enkelt Distrikt, og saa
efterhaanden, som M idlerne komm er tilveje til at foretage yderligere
Delinger, udskille nye D istrikter. Tidligere havde m an arbejdet m ed
Filialkirker, m en Forholdet havde ikke væ ret videre tilfredsstillende,
og ofte havde det vist sig, at saadanne F ilialkirker af Befolkningen
blev betragtede som K irker af 2den Rang, og de kom i V irkeligheden
ikke til at udrette det, m an havde haabet og ventet. Da Distrikts-
inddelingen kom i Stand, blev de enkelte Dele af de store Sogne
henviste til bestem te K irker enten m ed faste eller midlertidige Lo
kaler, eftersom Om stændighederne n u var til det. Derved blev det
Princip, som jo bestandig er blevet hævdet fra K irkefondets S id e .
„de sm aa Sogne“ , godkendt af K irkestyrelsen. Ved disse D istrikts
kirker blev der ansat en residerende Kapellan som b ørstep ræ st og
en ordineret M edhjælper som Andenpræst. Bestyrelsen af Distiikts-
kirken er overgiven til D istriktspræ sten som Fo rm and og tvende
valgte Medlemmer. D istriktskirkerne skal saa vidt mulig tillige have
særskilt K lokkerkontor. D er var saaledes gjort alt, hvad der fra
Kirkestyrelsens Side kunde gøres for virkelig at stille disse Kiikei
med et bestem t afgrænset Distrikt, hvor V irksomheden kunde øves
i en ganske anderledes intensiv Forbindelse mellem P ræ ster og
Befolkning end tidligere.
Det tredje S tadium er det, vi nu staar ved. Der er rejst Spørgs-
maal om de G a r a n t i e r , som fra Kirkefondets Side kan kiæves
for, at A rbejdet bliver udført i Overensstemmelse med det, K irke