267 / 463
121
stillede. M an er bleven ængstelig for, at de alm indelige Menigheds-
raad, der h ar Indflydelse paa Præstevalget, i komm ende vantro T ider
skulde vælge vantro Præ ster, og m an vil saa sikre sig, at der dog
i K irkefondskirkerne kunde lyde en kristelig Forkyndelse. Dertil
er der jo ikke noget at indvende. Vi kan allesamm en være enige
om at ønske, at det, saa vidt det er m uligt for Mennesker, sikres,
at der i disse K irker kunde lyde en kristelig Forkyndelse. Det
v ar jo for at im ødekomm e dette Krav, at m an i Præstevalgslovfor-
slaget, der blev vedtaget h er i det kirkelige Udvalg, indsatte den
saakaldte K irkefondsklausul, ifølge hvilken Kirkefondets Venner skal
have Ret til a t supplere Menighedsraadet. Jeg fandt dengang, at det
var en for stor Ret, m an gav dem, m en jeg havde i alt F ald tænkt,
at nu vilde m an ikke stille yderligere Krav. Det h ar m a n im idlertid
gjort, m an h a r ikke væ ret nøjet herm ed. Det synes at fremgaa,
at det er ikke blot overfor Sognemenighedsraadene, m an næ rer Mis
tænksomhed, m en ogsaa til en vis Grad overfor Kirkestyrelsen.
Det m aa nem lig erindres, at det k u n er den ene af de ved en
Sognekirke ansatte Præ ster, paa hvis Valg M enighedsraadet h a r In d
flydelse; den anden P ræ st ansættes af Kirkestyrelsen, og her m aa
jo altsaa K irkefondet næ re en vis M istænksomhed overfor denne,
være bange for, at den ikke ved dette Embedes Besættelse vil komm e
K irkefondet i Møde. Derfor kræ ver det altsaa en ny særlig Ret,
vil sikre sig en ny G aranti for, at der k an lyde en kristelig F o r
kyndelse i K irkefondskirkerne. H er er det saa, at U nderudvalget
h ar gjort denne betydelige Indrømm else, „at der ved Overdragelsen
af en K irke til folkekirkeligt B rug k an gives K irkefondet et bindende
Tilsagn om, at det til enhver T id skal være berettiget til at for
beholde sig den halve B rug af K irken til Fordel for en Valgmenig
hed, som m ed dets T ilslutning m aatte ønskes stiftet
selvfølgelig
paa de i Lovgivningen for D annelsen af Valgmenigheder overhovedet
angivne V ilkaar“ .
Den højtæ rede O rdforer udtalte, at det jo ikke blot var en Ind
rømm else til K irkefondet, m en der var ogsaa gjort en Indrømm else
til andre kirkelige V irksomheder, som m aatte opstaa. Det er foi
saa vidt rigtigt nok, m en det faktiske F o rh o ld er dog, at denne
Indrømm else gøres af H ensyn til det Kirkefond, der nu bestaai, og
ikke af H ensyn til mulige kirkelige V irksomheder, der endnu slet
ikke eksisterer. Det skal altsaa betones, at det er udelukkende af
H ensyn til det n u bestaaende Kirkefond, m an h a r gjort denne Ind
rømmelse. Det er en meget betydelig Gunst, som h er vises Kiike-
fondet, jeg tror, at mange vil sige, at det er altfor meget, m an
der er gaaet m ed til. Men her vil jeg henvise til, at det dog
k u n e r u n d e r e n b e s t e m t F o r u d s æ t n i n g , m an ei gaaet m ed
til denne Indrømm else. Jeg skal henvise til Side 5, 2det Stykke, det
forste Punk tum , som jeg vil bede ærede Medlemmer lægge meget
nøje Mærke til. Det lyder saaled es: „Idet Underudvalget m enei at
kunne anbefale denne Udvej, er det gaaet ud fra, at dei gennem