KøbenhavnsKirkesag

119

saadan V irksomhed skal kunne trives saaledes, at den skal blive til

Gavn for F olkekirken og virkelig skal kunne lykkes, vil det have

sin store Betydning, at et saadant Arbejde ikke bliver gjort i

en ensidig Retnings Tjeneste. N aar U nderudvalget udtaler dette,

er det ikke, fordi det er uvidende om , at der nu til Dags

efterhaanden er komm et et Utal af Retninger, eller om, at der

indenfor R etningerne er store Spaltninger, og at m an indenfor

samm e Retning kan høre modstridende Udtalelser. I saa H en

seende er det ret oplysende, at der fra C entrum spræ sterne i

København er komm et en Udtalelse, som næ rm est gaar K irkefondet

imod, m edens der fra C entrum s Bestyrelse paa Modet i A arhus

er komm et en Udtalelse, som tager betydelig Afstand fra, hvad Cen

trum spræ sterne h er i København h ar udtalt. E n lignende Deling

kan ganske sikkert findes indenfor de andre Retninger, hvis Tal

m an hidtil h ar indskræ nket til to. Man vil ganske sikkert indenfor

den Grundtvigske Retning kunne finde om adskilligt meget forskellige

Meninger og ikke m indre indenfor Indrem issionen. Alt dette véd

Underudvalget rigtig godt. Vi véd ogsaa, at n aar m a n taler m ed de

forskellige Retningers Mænd, er der egentlig ingen af dem, der vil

hore til en R etn in g ; de siger alle sam m e n : Vi er ikke Retninger,

vi er A rbejdere, og vi vil slet ikke have dette sat paa os,at vi

skulde være en Retning. Skønt vi véd alt dette, h ar vi dog sagt,

at vi ønsker, at et saadant A rbejde som det, der her er Tale

om, K irkefondets A rbejde (og det m aa vel gælde enhver anden fri

Forenings A rbejde med samm e Form aal) ikke skal have et ensidigt

Retningspræg. M an h a r fra nogle Sider ment, at der var komm et

et saadant Præ g frem indenfor K irkefondets Arbejde. N aar vi ikke

ønsker, at et saadant Arbejde skal have et ensidigt Retningspræg,

er det jo heller ikke, fordi vi ikke véd, at ethvert aandeligt Arbejde,

som drives m ed E nergi og intensiv Kraft, altid vil blive præget af

sine Mænd, og at hvis m a n dér vilde komm e med de store Begræns

ninger, vilde m a n ganske sikkert lægge dette Arbejde afgørende H in

dringer i Vejen. Vi h a r frem sat Udtalelsen om, at Arbejdet ikke

skulde have det ensidige Retningspræg, fordi vi føler os forvissede

om, at i samm e G rad som A rbejdet virkelig kunde komm e til at

sigte paa Folkekirken i dens Helhed, i samme Grad vil Arbejdet

lykkes. Vi siger det som en Henstilling til Kirkefondet, at det i dets

Samm ensæ tning af Forretningsudvalg skulde se a t faa taget det videst

mulige H ensyn til Folk af anden kirkelig Anskuelse end dets egen,

til andre Sider i vo rt Kirkeliv, og vi udtaler, at det ogsaa ved Be

sættelsen af Præ steem bederne skulde se at faa taget lignende H en

syn, eller ønsker i alt Fald, at et saadant H ensyn m aa blive taget.

Vi siger det ikke, fordi vi h er vil øve a f g ø r e n d e Kritik over

Kirkefondets V irksomhed, som den er bleven udført. Vi udtaler det

snarere som et Ønske om, at den Velsignelse, som vi saa gerne vil

skulde følge K irkefondets Virksomhed, m aatte blive den til Del i

rigere og rigere Maal. Hvad vi siger, er et Udtryk for den gamle