260 / 463
114
viste sig ikke desm indre at være dødfødt og ikke at k unn e vinde
Fremm e, da det blev bragt frem for de afgørende Myndigheder.
Det er et Bevis paa, a t m a n ad den Vej ¡vanskelig vil kunne
komm e frem, efterhaanden som lid en udvikler sig. Det folkekiikelige
P rincip forudsæ tter i sig selv en Supplering m ed det frivillige, og
det vil ganske sikkert trænge desm ere til denne Supplering, jo videre
Udviklingen sk rid er frem. P a a den anden Side vil m an sikkert fra
det frie Arbejdes Side erkende, at saalænge den folkekirkelige F o r
udsæ tning ikke er bristet, vil de bedste Betingelser for det frie Ar
bejdes F remm e dog væ re givne derved, at det paa den ene ellei
den anden Maade træ der i Forbindelse m ed det særlige folkekirkelige
Arbejde. D er vil deri være givet faste og sikre R am m er for Arbejdet,
og det frie A rbejde vil ad den Vej kunne komm e bedre frem m od
det, som er dets Maal.
I de forskellige Udtalelser, som er frem kom ne und er F o rh an d
lingerne m ellem K irkefondet og de u nd er K irkefondet bestaaende
frie V irksom heder paa den ene Side og Sjællands Biskop og Mini
steriet paa den anden, vil m an derfor ogsaa bestandig fra Kirke-
fondets Side finde Udtalelser i R etning af, at m an ønsker inderligt
at blive i Forbindelse m ed Folkekirken, m a n er sig bevidst, at kun
ved at fastholde Forbindelsen m ed Folkekirken og den folkekirkelige
Styrelse vil m an i V irkeligheden kunn e naa det Maal, som m an har
sat sig, paa den bedste Maade. Det vil derfor ogsaa have vist sig
u n d er hele den Udvikling, som h a r fundet Sted i Forholdet mellem
K irkefondet og K irkestyrelsen, at ved de forskellige Divergenser,
som k an være opstaaede, e r Forholdet, hver Gang en Divergens ei
overvundet, ligesom blevet fastere og inderligere. Det er noget lig
nende, som det hedder i det latinske Ord — hvis m an tu rd e a n
vende det her — ira am an tium amoris est integratio, de elskendes
Vrede er Kærlighedens Fornyelse. Noget lignende h a r jeg haft paa
Fornemm elsen, n aar der h a r væ ret disse D ivergenser m ellem Kirke-
styrelsen og K irkefondet: H ver Gang en saadan Divergens er over
vundet, er Forholdet blevet m ere anerkendende fra begge Sider.
Man h ar følt, at m an hø rer samm en, at m an m aa blive samm en
og m aa se a t arbejde samm en for det, som nu alligevel er det
fælles Maal.
Indenfor Udviklingen, som den er foregaaet, vil jeg kun nævne
tre Stadier. Det første S tadium er givet i og m ed selve K irkefondets
Stiftelse, altsaa ved Skrivelsen fra M inisteriet til Sjællands Biskop
af 10. Oktober 1896, hvorved M idlerne, som indkomm er ved Store
Bededagskollekten, blev overdragne til Kirkefondet. Det blev ikke,
som B iskoppen havde foreslaaet, at de skulde „tillægges“ K irkefon
det, m en saaledes, at de „indtil videre skulde bestyres u n d er det af
Udvalget for K irkesagens F remm e i København dannede saakaldte
københavnske Kirkefond og anvendes i Overensstemmelse m ed de
for dette Fond nu foreliggende S tatutter“ paa de før næ vnte Vilkaar.
Det er altsaa disse Midler, som særlig er ovex'dragne til K irkefondet