290 / 463
1 4 4
hver Tid gældende kirkelige Lovgivning. Derfor har jeg aldrig kun
net tænke mig, at m an kunde gaa med til et Forslag om Opsigelses
ret for Kirkefondet med Hensyn til de Kirker, det overgiver til
Folkekirken. Det forekommer mig, at et saadant Forslag ikke vilde
være langt fra at svigte Folkekirken paa dette Omraade. Men jeg
vilde heller ikke kunne gaa med til at foreslaa en Ordning, hvorefter
Kirkefondet skulde have Ret til at gøre Indstilling om Andenpræste
embederne. At tillægge det en saadan Ret vilde komme i Strid med
Lovgivningen. . . .
Jeg kan ikke se, at det Forslag, der er forelagt af Underudvalget,
paa nogen Maade indeholder en Opfordring til at danne Valgmenig
heder. Jeg er ganske enig med Biskop Rørdam i, at en saadan Op
fordring ikke vilde være paa sin Plads, og jeg er glad over, at
Kirkefondet har forladt den Tanke overhovedet at rette sin Virk
somhed paa Oprettelsen af Valgmenigheder. Det Forslag, der her
foreligger, forekommer mig tværtimod at stille Valgmenighederne
og Dannelsen af saadanne saa langt tilbage, at den største Sand
synlighed taler for, at Retten til at danne dem herefter ikke vil
blive anvendt. Naar jeg skal se paa Sagen, kan jeg ikke sige andet
end, at det ogsaa med den Lovgivning, som er foreslaaet herfra,'
sandsynligst vil blive Resultatet, at Kirkefondet som Regel vil faa
den ene Præst. Det vil blive baade i Menighedernes, i Menigheds-
raadenes og i Autoriteternes Interesse her at søge Overenskomst
med Kirkefondet, og skulde det ikke ske, vil Kirkefondet endda ikke
være nødt til at gaa til Valgmenighedsdannelse, idet der ogsaa efter
den eventuelle nye Lovgivning vil staa for det den samme Vej aaben
som efter den ældre til at faa ansat præsteviede Medhjælpere ved
Kirkerne. Jeg mener altsaa, at denne Valgmenighedsdannelse vil
komme til at ligge langt ude i Fremtiden,
0111
den overhovedet nogen
sinde kommer til Anvendelse, og netop derfor anser jeg Underud-
valgets Forslag for anbefalelsesværdig!, idet det giver fuld Adgang for
den kirkelige Lovgivnings Udvikling ad den Vej, som den ønsker
at gaa. . . . Man kan yære forvisset
0111
, at hvis Kirkefondet fik
Adgang til at ansætte Andenpræsten, vilde det Gang paa Gang give
Anledning til Misfornøjelse. Det derimod, at der fra de vedkommendes
Side tages Hensyn til Kirkefondet, vil blive opfattet som en natur
lig Ting, som [noget, der saa at sige følger af sig selv, og det vil
kun give Anledning til, at Forholdet mellem Menighedsraadet og
Kirkefondet udvikler sig paa den bedste Maade.
løvrigt skal jeg ikke komme ind paa Sagen, som den her er
bleven drøftet, og heller ikke paa de Henvendelser, der er ret
tede til det kirkelige Udvalg fra Centrum og den Grundtvigske Ret
ning. Kun om et enkelt Punkt i Centrums Andragende har jeg
Lyst til at sige et Par Ord. I Punkt 3 omtales det, at man er
gaaet en gal Vej ved at begynde med at spørge om, hvor smaa
Sognene bør være, i Stedet for at spørge om, hvorledes m an skal
kunne skaffe de fornødne Midler tilveje. Jeg mener, at den Tanke,