292 / 463
146
Til Slutning vil jeg nu, da clet kirkelige Udvalg er begyndt paa
sit Livs Aften, udtale det Haab, at det nu skulde være sidste Gang,
at vi her fik saa meget at høre om Retninger. Jeg for mit Ved
kommende er led og ked af at hore om Retninger, jeg tror aldrig,
jeg nogensinde i mit Liv har hørt saa meget om Retninger som her
i denne Sal. Det er sikkert og vist, at dengang vi for nu atten
Aar siden begyndte at planlægge Arbejdet for Københavns Kirkesag,
var Begrebet Retning os uhyre fjernt. . . . Det, vi spurgte om, var,
om den Mand, der var Tale om at ansætte som Præst, var en
Mand, der havde fundet sin Frelser, og hvis det var Tilfældet, om
det saa brændte saaledes i hans Sjæl, at han gerne vilde, at andre
Mennesker skulde naa det samme. Naar de Betingelser var op
fyldte, gjaldt det for os om at faa at vide, om han iovrigt havde
de personlige Egenskaber og det Syn paa Arbejdet, som vi mente
var nødvendige her i København,
0111
han vilde kunne være noget
for Befolkningen i et af de store københavnske Sogne, om vi kunde
vente, at han vilde forstaa at arbejde med en Kreds af Lægmænd om
kring sig, som vilde staa ham bi i alle de forskellige Virksomheder,
der er Tale om her i København. Naar vi havde faaet den Over
bevisning, gjorde vi, hvad vi kunde, for at faa’ ham til at arbejde
herinde. Det var ofte meget vanskeligt. Der er Mennesker, for
hvem vi h ar lagt mange Snarer for at faa dem til at komme herind,
og som det maaske først efter store Anstrengelser er lykkedes os
at faa. Det er forholdsvis sjældne Mennesker, der har alle de Egen
skaber, som er nødvendige for at kunne udfore det store og indvik
lede Arbejde, som en Storstad kræver. . . .
Gaardejer B ø g e s k o v : Jeg vil straks sige, at jeg med Glæde kan
stemme for denne Indstilling, fordi jeg synes, den tager ligeligt Hen
syn til begge Sider — jeg synes i alt Fald ikke, den giver Kirke
fondet for meget. Jeg kan ikke efterkomme Professor Westergaards
Opfordring til ikke at nævne Retninger. Jeg tror i det hele taget
ikke, at vi behøver at være saa bange for at nævne Retninger. Det,
det drejer sig om, er, at vi ikke forkætrer hinanden. Vi har for
skellige Retninger i og udenfor denne Sal, og disse vil gøre sig
gældende i det praktiske Liv. Det er Frisindet overfor hinanden,
vi maa lægge Vægt paa, og efter Professor Westergaards Udtalelser
lader det jo til, at Kirkefondet paa det Omraade er naaet vidt. Det
er jo ikke den almindelige Mening udadtil, og jeg vil for mit Ved
kommende indrømme, at jeg mener ikke heller, at det kan undgaas,
at der maa være en enkelt, ogsaa temmelig ensidig Retning, som gør
sig gældende og giver den egentlige Impuls og er den virkende Kraft
i Kirkefondets Arbejde. Jeg mener ogsaa, at disse Fordringer
0111
at
sætte flere forskellige Retninger ind i Kirkefondets Styrelse vilde
være absolut dræbende. Jeg mener, det vilde slaa hele Virksomheden
ihjel. For det er jo en Kendsgerning, at for at kunne udrette et
saadant Arbejde maa der være en vis Ensidighed, og Kirkefondet vilde