287 / 463
141
19-Spt.
Biskop K o c h havde hellere set, at man var bleven mere i Sogne
menighedslinjen ved at sikre sig Indstillingsret til den ene Præst,
saaledes at han skulde have det halve af Brugsretten til Kirken.
„Kan dette ikke lade sig gøre, hører jeg til dem, der med Glæde
stemmer for det foreliggende i den Skikkelse, det har.“
Professor P. M a d s e n : Der er sikkert mange af os, for hvem
det her foreliggende Forslag er noget af det glædeligste, vi har op
levet i det kirkelige Udvalg. Det er glædeligt, at Kirkefondet med
dets saa overordentlige betydningsfulde Virksomhed for det køben
havnske Kirkeliv har vist den Resignation, hvorom Forslaget vidner;
og det vilde være glædeligt, om Kirkestyrelsen vilde vise den E la
sticitet og Bøjelighed, som er en saa afgørende vigtig Egenskab i Le
delsen af Kirkens Anliggender, saaledes at Forslaget ogsaa fra den
Side kunde faa endelig Stadfæstelse. Det foreliggende Forslag gaar
jo ud paa Tilladelse for Kirkefondet til at danne, hvad man kan
kalde en privilegeret Valgmenighed ved sine Kirker, d. e, en saadan,
der har den halve Brugsret til Kirken. Det staar ikke for mig som
den ideale Løsning, og noget i Retning af, hvad baade Biskop Rør
dam og Biskop Koch talte om, kunde maaske synes mig mere fyl
destgørende; men det foreliggende Forslag er, saa vidt jeg ser, fuld
kommen brugbart, og derfor skal det være langt fra mig at stille
noget andet Forslag og derved maaske svække Udsigten til, at det
brugbare blev vedtaget. Jeg stemmer med Glæde for det forelagte
Forslag.
Der blev af dem, der havde Ordet i Gaar, overvejende talt
om Kirkefondets Retningsfarve. Ja, naturligvis var det ønskeligt ved
denne som ved al anden kirkelig Virksomhed i vort Land, om
den kunde udgaa ligelig fra alle Retninger. For saa vidt kan jeg
ganske sympatisere med den S. 5 i Betænkningen gjorte Henstilling;
men den er kun fremsat som en Henstilling, og det forekommer mig
meget uretfærdigt, om man vilde forstærke den til en Fordring. Det
er jo desværre en Kendsgerning ved al kirkelig Virksomhed i vort
Land, at det er saa uhyre vanskeligt at faa de forskellige Retninger
til at gaa sammen til et ligeligt Samarbejde. Med hvilken Ret stiller
man da her det stærke Krav om noget saadant? Vistnok er det
sandt, at Flertallet af Kirkefondets Bestyrelsesmedlemmer hører til
den Indre Missions Retning; men enhver, der vil se Navnene efter,
vil vistnok finde, at der ikke er flere af den Retning, end der
svarer til dens Overvægt baade i Arbejdet og i Bidragenes Størrelse.
Derfor synes dette Krav om Ligelighed baade i Repræsentationen og
i Embedsbesættelserne mig at smage noget af, at man vil have lige
Del i Lønnen for andres Arbejde. E t saadant Kravs Opfyldelse
vilde vel desuden let føre til, at Kirkefondets Arbejdskraft lammedes
ved indre Stridigheder. Det staar jo de andre Retninger frit for at
faa de samme Rettigheder, som her tænkes givne Kirkefondet, ved
at gøre Mage til dets Arbejde. Langt mere oploftende og glædeligt