286 / 463
140
Forretningsudvalget, kunde jeg ikke stemme efter len t lepiæsen-
tative Hensyn, om de hører hjemme i den eller den Rubrik, men
efter dette: Hvor er de Mennesker, som forstaar og elsker denne
Sag, og som derfor kan haabes at føre den frem? lh i spøig kun
alle, der forstaar aandeligt Arbejde: T ror De, at Kirkefondets Ar
bejde i Løbet af de 10 Aar, det har bestaaet, var gaaet frem rned
den Kraft og den Velsignelse, det b ar haft, hvis det var blevet ledet
af en repræsentativ Bestyrelse, der var lavet efter andre Hensyn?
Saa skal jeg være færdig, idet jeg blot maa have Lov al slidte
med den 'Tanke, at forholder det sig saaledes, saa forekommer det os,
at den Sætning i Underudvalgets Indstilling: „Man indrømmer imid
lertid, at det ikke vil kunne foreskrives Kirkefondet, hvad der i denne
Henseende s k a l foretages, idet Bestyrelsen i Henhold til Fondets
Statutter selv maa raade for, hvem den ønsker som sine Tillidsmænd
i Forretningsudvalget“, ikke blot hør forstaas som en aftvungen Nød-
vendighedstilstaaelse af det kirkelige Udvalgs Afmagt. Den skal i k k e
b etyd e: Vi vil egentlig helst lave om paa det hele, vi vilde, om
vi kunde, i Virkeligheden give Eder et andet Forretningsudvalg,
men den skal betyde en ærlig og loyal Henvendelse til Kirkefondets
Bestyrelse, der siger: Det er Eders Arbejde, vi forstaar saa godt,
at det er Eder, der skal bære Ansvaret, og vi ønsker ikke at re
gere derover; vi kommer kun med en Henstilling saa mange af
os, som deri er enige — i den Henseende er Henstillingen affattet
paa en saadan JVIjaade, at ikke flere end de, der er enige i den,
behøver al være med deri — vi kommier med en Henstilling og
overlader Eder Ansvaret. Ikke alene mener jeg, at Kirkefondets
Bestyrelse kan ikke tage mod noget andet, men jeg mener, at det
vilde være i højeste Grad usømmeligt fra det kirkelige Udvalgs Side,
om det kunde finde paa at gøre noget andet. — Idet jeg saa vidt
muligt har søgt at se hort fra m in Interesserethed i Sagen og stille
mig paa et objektivt Standpunkt, har jeg
i
denne Forhandling faaet
det Indtryk af enkelte Toner, som om nogen kunde ønske, at det
kirkelige Udvalg blev lidt af en Kætterdomstol, blev en officiel, over
ordnet aandelig Instans, som skulde sige, hvordan den vilde have
de forskellige Retninger, ved at klippe noget af her og lægge noget
til der, og kunde udtale: Kun naar I er saadan, faar I Lov at ar
bejde. Gud bevare den danske Folkekirke for at faa et Kirkeraad,
der skulde give sig til som Overkirkeraad al regere over de frie
aandelige Retninger 1E r det da ikke det, vi har glædet os over i
denne Sal, at selve denne Forsamlings Sammensætning var os en
Borgen for, at man i den danske Folkekirke ikke kunde være
udsat for en saadan Mangel paa Frisind? Derfor har det unægte
lig forundret og bedrøvet i det mindste mig ikke lidet, naar netop
fra den Side, hvor Frisindets Fane er løftet højest, flere Røster har
lydt, der havde i alt Fald lidt af den Tone, at det kirkelige Udvalg
dog var en Instans, der har Lov at regere over en fri kirkelig For
ening.