291 / 463
145
der formentlig ligger heri, kunde være udtrykt noget heldigere. Efter
det Kendskab, jeg har til Sagerne, kan jeg ikke nægte, at der nogle
Gange har været Bekymring for, at der i de Sogne, som Kirke
fondet foranledigede oprettet, ikke var de fornødne Midler til Stede
til Lønning af de ansatte Embedsmænd, og de fornødne Midler har
virkelig kun lige akkurat og knebent nok været til Stede. Imid
lertid er det jo lykkedes Kirkefondet at faa Præster, som vilde over
tage Embederne paa de Betingelser, at deres E m b e d s indtægter kun
blev saa og saa store, mod at Kirkefondet selv skød til, og jeg
synes, at det er i sidste Instans noget, man maa takke Kirkefondet
for, at det har gjort det muligt, at disse smaa Sogne har kunnet op
rettes. Naar jeg særlig henvender Opmærksomheden paa dette Punkt,
er det for at fremhæve, at Forholdet vil stille-sig noget anderledes,
hvis man i Frem tiden faar en Lønningsordning som den, som for-
haabentlig bliver foreslaaet fra det kirkelige Udvalg, idet der der bliver
fastsat Minimumslønninger for Sognepræster og residerende Kapel
laner, og m an altsaa der vil være bundet til at skaffe den i denne
Lønningslovgivning fastsatte Lønning til disse. Forhaabentlig vil
Lønningsordningen ogsaa blive saadan, at dette bliver muligt, idet
jo Offer og Accidenser tænkes afløste og lignede sammen med Præste-
pengene, saa at der i Aarenes Løb sker en Stigning af disse Ind
tægter i Forhold til Befolkningens Tiltagen, hvorved forhaabentlig
de fornødne Lønninger vil fremkomme. Med Hensyn til dette Punkt
i Centrums Skrivelse — det eneste, jeg skal indlade mig paa —
findes i Virkeligheden Betryggelsen i den Lønningsordning, som bli
ver foreslaaet herfra, og som forhaabentlig naar videre end til at.
fremtræde som Forslag herfra.
Professor i W e s t e r g a a r d : . . . Grunden til, at vi kan være til
fredse med den foreslaaede Ordning, er den, at naar den er truffet,
vil den Menighedskreds, der har baaret Arbejdet i det paagældende
Distrikt £ller Sogn, maaske skaffet hele Kirken tilveje og i det
hele baaret Dagens Hede og Byrde, kunne fortsætte sit Arbejde og
leve sit Liv fuldstændig tryg i Bevidstheden om, at den aldrig nogen
sinde vil blive fuldstændig hjemløs i sin egen Kirke, at den altid
vil kunne samles der og fortsætte sit Arbejde, ganske vist under
noget mindre gode Kaar, end den er begyndt med, men dog under
saadanne Kaar, at den kan leve, som den hidtil har været vant
til at leve, og i Haab om, at Forholdene atter kan ændre sig, saa
at man kan vende tilbage til det gamle. Jeg haaber ligesom Kontor
chef Damkier, at dette Tilfælde aldrig skal indtræffe, men at vi
altid skal kunne arbejde saadan sammen med Autoriteterne, at
det ikke skal være nødvendigt. Men skulde det være nødvendigt,
har vi her en Udvej, hvor vi uden at komme i Konflikt med nogen,
virkelig kan sikre den Menighedskreds, der har baaret alt dette Ar
bejde, Fortsættelsen deraf, uden at den behøver at nære nogen
Bekymring.