116 / 180
Midt i en mørketid
113
ledelse. I brevet havde flygtningen kritiseret adskillige forhold i lejren. Hun
havde angiveligt beskyldt frihedskæmperne for tyveri fra flygtningene, lige
som hun havde kritiseret forholdene på Kløvermarken, ’’hvor der skal være
afgået 40.000 flygtninge ved døden”. I sådanne tilfælde var det lejrledelsens
politik, at konfrontere brevskriverne med deres breve for at få dem til at un
derskrive en tilbagekaldelse af alle påstande om forhold i lejren.101 Det skete
også i dette tilfælde, men denne gang nægtede brevskriveren at tilbagekalde
sin kritik. Lejrleder Harald Nielsen skrev derfor til Luftværnschefen og an
modede om, ”at den pågældende flygtning straffes hårdt”.102 Det fremgår
imidlertid ikke af lejrdomstolens materiale, om den hårde afstraffelse blev
iværksat.103
Et andet forsøg på omgåelse af lejrcensuren fandt sted i august 1946, hvor
en tysk afsnitsleder udsmuglede et brev til de engelske militærmyndigheder
på Dagmarhus fra lejrens 12 afsnitsledere. Brevet, som er dateret 10. august
1946, indeholdt en klage over forholdene i lejren, samt et ønske om snarlig
hjemsendelse til Tyskland. Afsnitslederne beklagede sig både over de elendige
boligforhold og de usle latriner, men da det gik op for englænderne, at brevet
var smuglet uden om lejrledelsen, rev de det angiveligt i stykker og smed det
bort. Ledelsen på Kløvermarken fratog derefter den omtalte afsnitsleder sit
hverv og straffede ham med to måneder i særlejr. Luffværnschefen forklarede
overfor administrationen, at straffen ikke alene var en konsekvens af udsmug
lingen af brevet, men også af afsnitslederens ’’illoyalitet overfor den danske
lejrledelse”.104
De to sager viser, at lejrledelsen og Luffværnschefen ikke blot straffede
flygtninge for at udsmugle breve, men også for illoyalitet mod ledelsen. Man
ønskede ingen kritik, og da slet ikke, at kritikken skulle komme til offentlig
hedens kundskab. I februar 1946 indskærpede Johs. Kjærbøl således overfor
sine medarbejdere, at ’’ingen indenfor Deres område i Flygtningeadministra
tionen ansat offentligt udtaler sig eller skriver om administrationen vedrøren
de de tyske flygtninge, uden at jeg forinden har haft lejlighed til at gøre mig
bekendt med manuskriptet”. Det var utvivlsomt et lidt desperat forsøg på at
skabe ro i offentligheden om flygtningespørgsmålet, men hans instruks blev
- fristes man til at sige - naturligvis opfattet som censur i en sådan grad, at
forsøget på at fjerne fokus fra flygtningedebatten, ramte ham som en boome
rang. Instruksen gav nemlig anledning til en heftig debat i medierne, og den
10. april —kort tid efter at Poul Henningsen 19. marts havde kritiseret tavs
hedspligten i
Politiken
—måtte Kjærbøl med ryggen mod muren erklære, at
han ikke havde haft til hensigt at censurere sine medarbejderes udtalelser.103