118 / 180
Midt i en mørketid
115
lerede igangsættelsen af en egentlig forsorg for de tyske flygtninge indebærer
en stor fare for dette” måtte han beklagende konstatere.107
Johs. Kjærbøll, chefen for Flygtningeadministrationen, og den mand der
skulle organisere forsorgen for de tyske flygtninge, udtrykte altså principiel
modstand mod sin egen opgave. I et samtidigt udkast til foredrag for luft
værnscheferne erklærede Kjærbøll desuden, at behandlingen af flygtninge
ne skulle være ’’spartansk”, men uden at de siden hen med berettigelse ville
kunne kritisere den.108Kjærbølls linie var udtryk for en ren politisk opfattelse
af situationen: Han ønskede ikke, at flygtningene blev en del af den danske
befolkning, og han mente ikke, at de skulle have det bedre end nogen dansk
borger.
Tonen var i det hele taget uforsonlig, og Kjærbøll synes at have haft op
bakning til sin hårde kurs i den danske befolkning, der stadig nærede et
blindt tyskerhad så kort tid efter besættelsen. Til sin eftertid forklarede Kjær-
bøl i 1959, at ’’behandlingen skulle være human, men gæstfriheden ikke for
stor”.109
Johs. Kjærbøl døde i 1973 i en alder af 87 år. Han ligger på Vestre Kirke
gård i København - fa hundrede meter fra gravene med mange tusinde tyske
flygtninge. Harald Nielsen døde i 1966 i en alder af 60 år. Det hårde ophold i
de tyske tugthuse havde gjort en ende på hans liv, skrev
Land og Folk
. 110Efter
sit job som lejrchef vendte han tilbage til livet som arbejder og faglig aktivist.
Han ønskede ikke nogen større administrativ stilling. De var begge enige om,
at arbejdet med de tyske flygtninge havde været deres livs mest givende op
gave.111
Om flygtningene i Danmark blev udsat for en unødvendig hård behand
ling er vel i bund og grund - dengang som nu - et holdningsspørgsmål. Men
vi lader forfatteren Tove Ditlevsen fa det sidste ord. Midt under den ophe
dede debat i marts 1946 skrev hun under overskriften
Det uartige ord
et ind
læg i
Politiken,
hvori hun appellerede til en større grad a f’’medlidenhed”med
flygtningenes skæbne:
”Vi lever i en mørketid, langt dybere end under besættelsen, langt mere
alvorlig. Det er tåbeligt at tro, at de instinkter, Hitler med så stort held talte
til hos det tyske folk, ikke også findes hos os selv. Tåbeligt at tro, det ene folk
er bedre, eller blot anderledes end det andet”.112