142 / 180
Kastrupfortet
139
tilsynsførende læge på Kastrupfortet, dateret 15. januar 1946.48Han fortæller
heri, at sundhedstilstanden for de børn, der var i lejren, var tilfredsstillende,
bortset fra mange fnattilfælde, men at de børn, der modtoges fra andre lejre,
var i en miserabel forfatning ved ankomsten. Derfor blev de indsluset gen
nem en særlig karantæneafdeling, hvor de kunne blive afluset, behandlet for
fnat o.lign. inden de kom i kontakt med de andre børn. Tøj- og skosituatio
nen var derimod dårlig. I november manglede således 20 pct. af børnene sko
og strømper, men der blev dog senere leveret skotøj - men ingen strømper.
Børnene i den skolepligtige alder blev undervist tre timer dagligt og de
større drenge blev sat i håndværkerlære. Den danske læge kunne endvidere
oplyse, at Oberleutnant T. gjorde en stor indsats, men at han var meget op
farende, havde ugelange depressionsperioder, hvor han var sengeliggende, og
at han var morfinist. Han havde tidligere benyttet sig af korporlig afstraffelse,
men efter at truslen om hans fjernelse var kommet op, havde han været mere
forsigtig.
Rygtet om de dårlige forhold på Kastrupfortet havde også bredt sig til de
andre lejre, og lægen berettede, at ”i hvert fald i én anden tysk flygtningelejr
- og vistnok også i andre - som jeg også har tilsyn med, [er der] opstået den
hårdnakkede opfattelse blandt tyskerne der, at Kastrupfortet er noget i ret
ning af en koncentrationslejr, hvor børnene under Hr. T.’s ledelse bliver van
røgtede og lider de frygteligste kvaler”. Lægen tilbageviste dog kritikken, men
mente, at tonen på fortet var for kaserneagtig, og at T. ofte truede børnene
med at ’’komme i det sorte hul”. Hans konklusion var derfor, at Oberleut
nant T. måtte væk, hvis Kastrupfortet skulle have et bedre omdømme.
Oberleutnant T. selv var meget fortørnet over de anklager vedr. hans me
toder i Kastruplejren, som han rygtevis havde hørt skulle være i cirkulation,
bl.a. gennem en tysk læge i lejren ved navn Wetzel. Han skrev derfor i slut
ningen af december 1945 et langt bønskrift til Meldahl om hjælp til at kunne
fortsætte som lejrleder. I brevet gav han udtryk for, at det var de tyske flygt
ninge og noget tidligere personale fra
Tysk Røde Kors,
der var efter hans skalp.
Selv mente han, at flygtningeinspektørerne og den danske administration
støttede ham.49 Det var nu noget af en tilsnigelse, således som det fremgår
af ovenstående. I virkeligheden var det kun Meldahl, der støttede ham 100
pct.
Ved den næste inspektion i marts 1946 kunne flygtningeinspektørerne
konstatere, at alt var godt i lejren, nu de tyske lejrledere var væk. Dog havde
man opdaget, at en del af drengene morede sig med at tale dansk. De fortalte,
at det var de CB’ere, der holdt vagt ved lejren, som havde lært dem det. Da
det var strengt forbudt de tyske flygtninge at lære dansk, endsige tale dansk,
sendte selveste Johs. Kjærbøl en skrivelse til rigspolitichefen, som CB erne