DenFrieFattigforsorgKjøbenhavn

— 5 6 —

nemlig

Spørgsmaalet om Understøttelsesgerningens Karakter som

kristelig eller human.

Heri laa en Hovedmodsætning indenfor Under

støttelsesforeningerne. De officielle Argumenter for Ophævelsen af

Sogneinddelingen er anført tidligere, men det var ikke og kunde ikke

være afgørende for Samarbejdet med det offentlige Fattigvæsen, om

Grænsen for Foreningens Distrikter gik lier eller der, ligesom der laa

endnu mindre Vægt paa selve Benævnelsen af D istrikterne. Det af

gørende var derimod

Ønsket om at faa Menighedsgrundlaget sprængt

paa de Steder, hvor det fandtes, navnlig i Foreningerne i Vor Frue,

Garnisons, Holmens og St. Johannes Sogne, der nærmest havde Karak

teren af Menighedsforeninger og opfattede Gerningen som et Menig

hedsanliggende. Som et lille illustrerende T ræk kan nævnes, at Vice-

politidirektør

Oldenburg,

der sammen med Overretsprokurator

Rode

havde faaet overdraget at besøge Bestyrelsesmøderne i St. Johannes

Sogns Understøttelsesforening, slutter sin Beretning herom med føl

gende:' »NB. Mødet begyndte med Sang og Bøn, hvilket va r smukt,

men det er dog en Misforstaaelse.«

Den Tids aandelige Modsætninger havde jo en ganske anderledes

skarp Karakter, end man nu kender dem. Man kunde f. Eks. ikke

tænke sig, at Jøderne, hvis Bidrag betød saa meget for Sagen, vilde

vedblive at støtte denne, hvis man gav Menighedstanken Overvægt.

Det er paa denne Baggrund, man maa se G rosserer

Adlers

Store Ind

flydelse paa Udformningen af Fæ llesbestyrelsens O rganisationsfor

slag. Man mente at maatte sikre sig, at Jøderne ikke trak sig tilbage

fra Foreningerne. Men herved udsatte man sig paa den anden Side for

at støde P ræ sterne fra sig og dermed for Skabelsen af nye Sognefor

eninger, der ganske rigtigt ogsaa viste sig faa Aar senere i de Menig

hedsplejeforeninger, der da stiftedes. Det var i Virkeligheden umuligt

at forene saa modstridende Grundopfattelser, ogsaa fordi man, hvor

Menighedstanken var den bærende, var saa inderligt imod hele det

faste System og de bindende* Regler, som Forslaget indeholdt, og som

vel heller ikke stemte ganske med de Principper, der ' m a a være

bærende for en kirkelig Fattigpleje. Det borgerlig-humane Synspunkt

havde dog hele Tiden Overvægten indenfor Foreningerne og sejrede