112 / 153
105
lag for Beskatningen og ikke at være nedt til enten
udelukkende eller i en overdreven liai Grad at benytte et
enkelt Skattegrundlag.
Som foran viist er Forholdet imellem Eiendomsskat-
terne og de personlige Skatter i Gjennemsnit som 6 0 :
40 eller 3 : 2, og igjen Indkomstskatten noget over dob
belt saa stor som samtlige de avrige personlige Afgifter,
og det kan derfor ingenlunde siges, at den personlige
Beskatning, der hvad Nærings- og Hjælpeskatten og
senere Indkomstskatten angaaer, oprindelig var tænkt som
en Suppleringsskat af mindre Omfang, staaer i et meget
lavt Forhold til Eiendomsbeskatningen. Indkomstskatten
har i de senere Aar stærkt nærmet sig til eller endogsaa
naaet Halvdelen af samtlige communale Eiendomsskatters
Beløb (i 1865 og 186 6 var det sidste Tilfældet). No
gen ganske ubetydelig Nedsættelse af Eiendomsskatterne
vilde aabenbart være et unyttigt Skridt, skulde der gjø-
res noget, maatte det være til virkelig følelig Nytte for
Eiendomsbesidderne. Vilde man f. Ex. endogsaa blot for
andre Forholdet 6 0 : 4 0 til 50 : 50 eller nedsætte Eien
domsskatterne med en Sjettedeel, der vilde f. Ex. i 1869
give en Afgang af c. 1 3 0 ,0 0 0 Kd., da vilde dette dog
altid, naar det tænkes fordeelt paa Eiere og Leiere, lidet
betydelige Beløb, næsten bringe Indkomstskatten til at
stige 1 Procent
(2/3
pCt.) og det vilde fremtræde som en
Foræring til Grundeierne af 3 ,2 5 0 ,0 0 0 Kd.
Commissionen kan derfor ikke paa nogen Maade
taste
tilraade at gaae ind paa den i forskjellige Andragender Totalbeløb*
fra Grundeierne fremtrædende Tanke, at forandre alle bør ikke
Eiendomsskatterne eller nogen virkelig betydelig Deel af ne(*sættes-
dem til personlige Skatter, men forihener, at ligesom
Grundeierne ere bievne sikkrede imod den betænkelige
Stigen af de ældre Skatter, som viste sig i Aarene før
1 8 6 1 , og ligesom man vistnok ikke let til nogensinde
bestemme sig til at foreslaae nye Eiendomsskatter paa
noget af de ældre Grundlag, — saaledes taler Ket og