113 / 153
106
Billighed og Communens velforstaaede Interesse for, at
den samlede Skattebyrde paa Eiendommene vedbliver at
hvile paa disse.
Deres Total-
Ikke engang en saadan Foranstaltning som den. at
sum bur
]a(i
0
et
af de senere Aars factiske Beløb af Eiendoms-
i
kkg
u fo r a n d e r lig ,
skatter blive gjort til et fast Bidrag til Fornødenheder
fra de faste Eiendomme, vilde Commissionen kunne tilraade.
Dette vilde være det samme som en Nedsættelse for sam t
lige nuværende Eiere af deres Skattebyrde ligeoverfor P er
sonskatsyderne , idet Byrden for den enkelte Eiendom
vilde synke efterhaanden, som den fastsatte Totalsum for
deles paa flere og flere nye eller forbedrede Eiendomme.
Det er af Vigtighed for Communen at kunne have jævnt
stigende Indtægter til at imødegaae de jævntstigende Ud
gifter og den bør ikke gjore Afkald paa den Indtægt,
som kan ventes af Nybygninger og Udvidelser, og som
svarer til den forøgede Indtægt, der kan ventes af Ind
komstskatten uden Skatteprocentens Forhoielse ved For
øgelse af Skatteydernes Tal og Velstand. Tilstanden har
nu siden 1861 været den. at Communen uden at forlange
høiere Skat af nogen Eiendom. der ikke ved Udvidelse og For
bedring har faaet en høiere Skatteværdi, og uden at forlange
en høiere Procent af Indkomstskatten end 2pCt. (kun 1 Gang
2 V
8
pCt. og 3 Gange kun 1
34
pCt.), har bestridt samtlige
sine Udgifter derunder ikke blot Forrentning af men og-
saa Afbetalinger paa de til de store communale Fore
tagender gjorte Laan og, som det tør siges, holdt, Com
munens Eiendomme og Anlæg i god Stand, arbeidet, for
Forbedringer, der ville komme de senere Slægter tilgode,
og erhvervet det maaskee ikke just i pecuniair Henseende,
men ganske vist i mange andre vigtige Henseender værdi
fulde Fæstningsterrain. At bevare en saadan Fasthed i det
communale Indtægtsvæsen forekommer Commissionen at
burde være et ivrigt Ønske for Communens Beboere, selv
for Grundeierne, og et Ønske, som ikke bør opgives uden