111 / 153
104
<ler Sted til Havnevæsenet, turde ventes forandret
0111
ikke
ret mange Aar). Men uden at ville paastaae, at Ind
komstskatten ikke kan taale en høiere Procent, maa det
erkjendes, at en Forhøielse er meget lidet ønskelig og
kun bør linde Sted under overordentlige og forbigaaende
Omstændigheder.
Indkomstskatten er hos os endnu en
ny Skat, der i flere Henseender kan trænge til Forbedringer,
som den endnu ikke har faaet. Men hvor meget man
end kan forbedre Bestemmelserne, saa vil det dog aldrig
blive muligt med fuldkommen Sikkerhed at udfinde en
hver Indvaaners rette Skatteevne, og Feiltagelser ville
altid finde Sted i ikke ringe Omfang. Disse kunne og
bør taales, fordi Nødvendigheden medfører dem, men de
res Virkninger bør holdes indenfor snevre Grændser.
Saalænge Procenten er lav, vil Byrden for den enkelte
blive taalelig, selv om den ikke er afpasset nøiagtigt ef
ter hans Evne, men jo høiere Procenten stiger, desto fø
leligere bliver enhver Uforholdsmæssighed i Skattebyrden;,
Bestræbelserne for at unddrage sig Skatten ved Bortreise,
urigtige Angivelser m. m. ville tiltage, og Restancerne
ville voxe.
Disse Ulemper ville endnu forøges, naar
Staten, som den har begyndt og som den neppe vil kunne
fremtidigt undlade, samtidig paalægger Statsindkomstskat..
Der er desuden for Staten som for Communen visse For
dele ved Eiendomsbeskatningen, som ikke maa oversees
eller opgives. Det er den større Mulighed for en rette
lig Fordeling af Beløbene imellem de enkelte skatteplig
tige Eiendomme og en større Sikkerked for at kunne
faae ind i rette T i d , hvad der skal indgaae, selv under
vanskelige Forhold. Forholdenes Magt vil dog, naar Om
stændighederne ikke ere ganske usædvanlige, lede til, at
Beskatningen af de faste Eiendomme ikke falder paa
Eieren alene, men fordeles imellem Brugerne i Forhold
til den større eller mindre Brug, de gjøre af Eiendom-
mene. Overhovedet viser det sig i Statens som i Com-
munens økonomi, at det er nyttigt at have flere G rund-