tilføier: »Endelig skulle vi henstille, om det ikke turde
være den simpleste og hensigtsmæssigste Fremgangsmaade,
at lade samtlige Eiendomme vurdere af Magistratens
Taxationsmænd og da ansætte Skatterne pro qvota for
hver Eiendom efter den saaledes for samme udfundne
Værdi. Denne Skatteansættelse kunde da blive uforan
dret i 5 eller 10 Aar, naar ikke ulykkelig Hændelse,
saasom Ildsvaade o. s. v. i Løbet af Tiden beviislig
skulde forringe en enkelt Eiendoms Værdi.»
Commissionen har nu fremstillet, hvad der forekom
den at være det Væsenligste af de Forhandlinger, der
ere gaaede forud for dens Sammensætning, og derved
ikke blot forsøgt at give et Billede af den nærværende
Tilstand, men ogsaa af dens Udviklings Gang, af de
Tvivl, der reistes under denne, af de Forslag, der alle
rede tidligere ere fremkomne til en videregaaende Ud
vikling, af de Klager, som efterhaanden hævedes imod
den, af de Midler, der foresloges anvendte derimod, og
af den Indflydelse, som de nugjældende Skattebestem
melser have øvet. Commissionen vil derfor, idet den
gaaer over til at fremstille sine Anskuelser om den nær
værende Tilstand, om Trangen til en Forandring deri
og om, hvad der da kunde eller burde gjøres, i meget
kunne henvise til Fortidens Arbeider og til sin Frem
stilling af disse. Hvad angaaer de enkelte Skattegrund
lag, da skal Commissionen derom udtale:
A.
Grimdtaxten.
Dens Tanke, at benytte
Com
Grundens Areal i Forening med dens Værdi i Forhold
nens, 1)011
p
om de HU
til Beliggenheden til at bestemme Forholdet mellem de
værende
skattepligtige G runde, maa aabenbart bifaldes og det
maa vist anerkjendes, at hvad der for noget over 100 Aar
siden skete i denne Retning, kan have været meget til
fredsstillende , naar hensees til de daværende Forhold,