og omtrent eneste Gang — at dimittere Medlemmerne
med Tak. At hans Virksomhed var bleven saa frugt
bringende , skyldtes ikke mindst den Omstændighed, at
han var ikke saa lidt af en Verdenskender; thi han
indbragte i Lauget Forslag om , at Politibetjene skulde
have hver noget fast, »for at vise sig desto villigere,
hvergang de jagede med Compagniet«.
Det andet Spørgsmaal af offentlig Interesse, som o p
tog Laugsbrødrene, var Regeringens Toldpolitik. Told-
paalægene var forlængst ophørt alene at være et Mid
del til at bringe Staten Penge; de blev nu brugte som
Mure for at fremhjælpe og priviligere den indenland
ske Industri. Det 18. Aarhundrede var Projektmager
nes Tid. Fabrik paa Fabrik blev planlagt og paabe
gyndt, og »Manufakturerne« paakaldte Statens Værn
m od udenlandsk Konkurrence ; disse Ansøgninger kom
til Laugets Erklæring. Gang paa Gang ser man Older
manden protestere heftigt. Fabrikken, som søger Ene
ret, kan hverken lave gode Varer eller tilstrækkelige
Mængder, saaledes lyder i Reglen Laugets Svar, og
naar Kancelliet bebre jder Lauget, at det ikke køber
de hjemlige Produkter, hedder det stadigt, at hvis
Fabrikkerne producerede Varer, som var saa gode som
Udlandets og ikke dyrere, vilde man gerne afhandle
Fabrikejeren hans Produkter, men nu o. s. v.
Lige saa generende som Regeringens Lyst til at
give Monopo le r eller til at lukke Grænserne for Ind
førsel føltes, lige saa ubehagelig for de handlende var
To ldens stadige og ofte vilkaarlige Forandring. Den
20. Marts 1731 ser vi Peter Raadh selvsjette indsende
en Ansøgn ing desangaaende.1 Dette meget snørklede
Dokument begynder med at omtale, at man har erfaret,
at Majestæten, for at ophjælpe Negotien, er beredt til
at nedsætte de høje Toldsatser, der kun var ødelæg
gende for de hæderlige Kræmmere. Naturligvis skyl
des To lden Regeringens Ønske, at Fabrikker og Haand-
værkere maa florere, og Køberne nøjes med inden
landske Fabrikater, hvilket vilde være et stort Gode,
men, praktisk set, er uigennemførligt. Dette belyses
1 Laugsprotokol II, pag. 239.
53