67 / 134
62
UDENBYS KIRKEGAARDE
ledes: »Træerne ere ordnede i stive Rader, der begynde ved Ind
gangsportene og ende ved den lige overfor staaende Mur. I somme al
disse Rader staa Rænke, for, tænker jeg, at give det et Slags Lighed
med den skønne Kavallergang i Rosenborg Have. Alt er anlagt saa
snorret, at man i det Øjeblik, man blot er inden lor en at Portene,
overser det hele fra øverst til nederst; og den stygge hvide Mur rundt
omkring afskærer al anden Udsigt«.1)
I samme Artikel klages over, at Folk sidder og spiser og drikker
mellem Gravene, medens Spillemænd stemmer op med den ene
Dansemelodi efter den anden, og denne besynderlige Uskik revses
ogsaa fra mange andre Sider i Samtiden. Befolkningens brede Lag
havde hurtigt genfundet Traditionen fra den forrige Kirkegaard uden
for Nørreport, der var forsvundet et Hundrede Aar før den nye toges
i Brug. Det blev nu som dengang en Folkeforlystelse at drage ud til
Ivirkegaarden. »Den Glade lejrer sig i dine Skygger«, synger Høegh-
Guldberg, og snart blev Kirkegaarden saa søgt et Udflugtssted, at For
argelse ikke kunde undgaaes. August Hennings fortæller i sine »Breve
fra København« 1802, at Folk tog deres Mad med ud paa Kirkegaar
den og fortærede den mellem Gravene. Dette havde trukket Musik til,
som spillede Danse og Valtser. Han havde en Samtale om den Sag
med Høegh-Guldberg, som - maaske uden nogen Grund - bebrej
dede sig at have fremkaldt dette Folkeliv. »Før mit Digt«, sagde Guld-
berg, »var der ingen, som bekymrede sig om Kirkegaarden. Siden
det er udkommet, er det blevet Mode at gaa derud«. »Jeg ventede ikke
denne Virkning af mit Digt«, tilføjede han. »Jeg vilde drage de døde
ud af Forglemmelsen, og nu glemmer man endog Døden«. I 1805
blev det paalagt Graverne at vaage over, at der ikke falholdes eller
fortæres Æde- og Drikkevarer paa Kirkegaarden, eller at der paa
denne holdes Musik eller foretages noget, som ligner Lystighed.2)
Men endnu i 1814 og paany i 1816 maatte det indskærpes, at det var
forbudt at sidde paa Kirkegaarden og fortære Spise- og Drikkevarer.
Og en gammel Københavner som Konferensraad Werlauff, der døde
1871, omtaler endnu Skikken i sine Erindringer:
»Udenfor Hovedstadens Volde afgav i min Ungdom Assistenskirke-
gaarden en meget yndet Spadseretur, skønt den stundom benyttedes
paa en temmelig upassende Maade. Om Sommeren søgte nemlig om
Aftenen mange Familier derud, som havde Fødevarer med sig, og
man saa dem da udbrede en Dug paa en Ligsten og der nyde deres
Aftensmad med behørige Sopkener eller kold Punch«.3)
Ogsaa værre Uordener gik for sig derude. Det hed sig, at Graver-
karlene aabnede Kisterne og udplyndrede Ligene. B}æn blev i 1804
stærkt opskræmmet ved Rygter herom, og 4 Graverkarle blev arre