179 / 211
Anmeldelser
Et værk af denne karakter kan have værdi på mere end én måde, og det skal derfor
ikke blot bedømmes på om den nordiske sammenligning har vist sig frugtbar eller ej. De
enkelte delafsnit er nemlig fortrinlige redegørelser for hovedlinjer i nordisk byadministra
tion, så ønsker man et klart overblik og en redegørelse for forskningens nuværende stade,
er bogen god at gå til. Denne anmeldelse vil koncentrere sig om de to danske afsnit samt
om bogens afsluttende konklusioner.
Helle Linde har ikke på nogen måde haft en let opgave. Hun skriver meget rigtigt, at
der mangler sammenlignende undersøgelser af de danske købstæders forhold, og den
historiske litteratur om de enkelte byer er sjældent særlig givende hvad netop dette tids
rum angår. Skildringen kan kun i ringe grad bygges på love og andre generelle bestem
melser, dels fordi der ikke var så forfærdelig meget materiale af denne art, dels fordi
påbudene langtfra altid blev overholdt. Der er derfor udvalgt
9
byer, der repræsenterer
forskellige typer, og disse byer er studeret i perioden
1 7 3 0 -1 7 6 0
med hovedvægten på
tiden omkring
1 7 5 0
. Perioden er speciel i den forstand, at det netop var i disse år der ikke
existerede nogen direkte beskatning af byerne. Det billede der oprulles har derfor
begrænset gyldighed både i tidsmæssig udstrækning og med hensyn til at være lands
dækkende.
Det er netop en af de store fortjenester ved dette afsnit, at man får en meget tydelig og
veldokumenteret opfattelse af de lokale forskelle. Alene det lokale bystyre kunne være
meget forskelligt af størrelse og sammensætning. I én by kunne der være
2
borgmestre,
4
rådmænd, 1 byfoged og 1 byskriver, mens alle disse funktioner i en anden by kunne vare
tages af
1
mand alene, byfogeden. Lovgivningsgrundlaget var som sagt spinkelt, og der
manglede bestemmelser for væsentlige dele af den administrative praxis. Dertil kom at
den existerende lovgivning ikke altid var kendt eller blev fulgt - og det kunne unægtelig
også give lokale variationer. Det hedder for exempel at den omfattende fattiglovgivning
fra
1708
ikke blev realiseret ret mange steder i den påbudte form. Heller ikke mere gene
relle kongelige påbud om istandsættelse af gader, brandsikring m.m. blev fulgt særlig
effektivt, i hvert fald ikke hvis de krævede større udgifter.
Når forskellene fra by til by kunne være meget store skyldes det også nogle andre for
hold, som bliver trukket klart op. Centraladministrationen manglede i almindelighed
kendskab til og interesse for købstadstyret. I stedet blev stiftamtmændene i stigende grad
draget ind som aktive deltagere i administrationen. De søgte først og fremmest at opnå ro
ved at forlige de stridende parter. Stiftamtmændene kontrollerede dog sjældent om deres
afgørelser blev fulgt - og det blev de bestemt ikke altid - det vigtigste var, at der ikke kom
yderligere klager. Hvor købstædernes magistrat og borgere kunne blive enige, havde de
derfor ret gode muligheder for at træffe bestemmelser om interne forhold.
Et punkt der nok kunne uddybes mere er, hvilke grupper af befolkningen der gjorde
brug af de nævnte muligheder. Helle Linde skriver, at det ikke var købmændene og især
ikke de velhavende købmænd. De manglede interesse, i hvert fald der hvor de talmæssigt
og økonomisk stod svagt. Men umiddelbart herefter nævnes undtagelserne: Ålborg hvor
købmændene var dominerende, og Århus hvor kun de blev taget med på råd. Her er i
hvert fald et punkt, hvor de lokale forskelle er så store, at det er svært at få et generelt
indtryk af forholdene.
Endnu en iagttagelse fortjener at blive draget frem. I
1 7 0 0
-tallet var købstædernes
179