180 / 211
Anmeldelser
erhvervsliv presset mellem København på den en side og storgodsejerne på den anden.
Når centraladministrationen manglede interesse for byerne, kan det efter forfatterens
mening skyldes at de ledende embedsmænd havde økonomisk fordel af at »fastholde køb
stæderne hvor de var«. Embedsmændene var nemlig i høj grad storgodsejere og part
havere i større handelsforetagender i København. At de også i hovedsagen skulle være af
tysk afstamning, holder dog efter min mening ikke stik.
Efter denne skildring af købstædernes brogede forhold er det interessant at læse den
kortfattede, men klare oversigt over Københavns bystyre. Her var der en magistrat med
overpræsident, borgmestre, viceborgmestre, rådmænd og extraordinære rådmænd samt
Stadens
32
mænd. De første var udnævnt af kongen og var et administrativt organ med
domsmyndighed, mens det andet råd var selvsupplerende og kun havde nogle upræcist
formulerede beføjelser. »De
32
mænd« var udsprunget af Københavns privilegier og ud
gjorde hvad Sigurd Jensen kalder et ejendommeligt, uroligt, kværulerende og ubestem
meligt element i byens styre. Også løn- og rangspørgsmål kunne komplicere forholdet
mellem bystyrets mænd. Rådmændene havde rang i
7
. klasse nr. 8, men borgmestrene -
som jo egentlig var rådets sekretærer - var kun i 8. klasse nr.
3
. Da det jo ikke var til at
leve med for en borgmester, blev han i almindelighed udnævnt til etatsråd, hvorved han
rykkede op i rangen.
København havde fået sine privilegier umiddelbart før enevældens indførelse, og det
gav unægtelig vanskeligheder med hensyn til byens administration. Frihedsrettigheder
og enevoldsmagt forliges nu engang dårligt. Helt afgørende var dog det forhold, at byen
var residensstad. Kongen måtte være aldeles sikker på at borgerne var loyale, og at der
herskede ro og orden i byen. Der kunne derfor ikke være tale om at selvstyret gik for vidt.
Som overpræsident havde man indtil
1724
stort set udnævnt folk fra storkøbmændenes
kreds, men efter den tid blev embedet beklædt med embedsmænd som kongen kendte og
havde tillid til. Hvad der i øvrigt flere gange affødte stridigheder med den øvrige magi
strat. En anden form for kontrol blev udøvet gennem den såkaldte lakajisme. Det vil sige
at lakajer (tjenere, sekretærer), der havde tjent kongehuset eller højtstående embeds
mænd blev anbragt i nøgleposter i magistraten.
Som hovedstad var København et centrum for administration, militær, industri og
meget mere, og det betød en fantastisk økonomisk fordel for byens borgere. Det var
kongemagten udmærket klar over, og den forstod at benytte sig af det. Sigurd Jensen
nævner et særlig grotesk exempel fra
1 7 5 0
. Det kongelige teater var på den tid kommet i
dyb gæld, og dette økonomiske problem blev kongen kvit ved ganske simpelt at »forære«
teatret til byen København! Til gengæld blev overpræsidenten udnævnt til overdirektør
for teatret. Kongen lånte også gang på gang betydelige pengebeløb af byen. Lige så snart
der lå en større sum på rådhuset, var majestæten ude efter den. Da man for exempel
søgte at oprette en borgerlig enkekasse og blandt andet ved testamenter havde fået samlet
et pænt beløb, ja så mødte forvalteren fra kongens kasse op og anmodede om et lån. Da
det trak op til krig med Rusland i
1 7 6 0 -6 2
manglede staten selvfølgelig penge. Kongen
gjorde først et forsøg på at pantsætte København til bankiers i Genua, og da det stort set
mislykkedes, tvang han byens borgere til at yde et stort lån.
Et værn for byen var, at tidens regnskabsvæsen sandelig var noget for sig. Det var
nemlig kun en del af stadens indtægter og udgifter der passerede kæmnerens kasse og som
18 0