![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0181.jpg)
Anmeldelser
kom i hans regnskab. Desuden fandtes der en række specielle kasser som havde særlige
indtægter og som skulle tage sig af særlige opgaver, for exempel havnekassen, renova
tionskassen, vægterkassen osv. Disse kasser lånte indbyrdes fra hinanden, og der var flere
af disse kasser hvis existens kun var kendt af en mindre kreds. Heller ikke magistratens
lønninger blev bogført i kæmnerregnskabet. De bestod blandt andet i andel af sportler,
brug af kommunale jorder, halvdelen af overskuddet af byens gods Bistrup, afgiften af
fiskedamme og adskilligt andet. Det er ikke muligt at opgøre disse lønninger i dag, men
store var de. Til gengæld for den gode betaling måtte magistraten så tage sig af alle
mulige små og store sager. Da en borger klagede over at hans svigerfar havde taget noget
sengetøj og et sølvur fra ham, endte sagen for magistraten, som dog måtte opgive at for
lige parterne. Også religiøse spørgsmål kunne ende på rådstuen. To teologiske professorer
klagede over at nogle unge mennesker var »forførte til den papistiske religion«. Magistra
ten tilkaldte den enes forældre og bestemte at den unge pige skulle undervises i religion af
en af klagerne. De øvrige anklagede blev overladt til politimesteren.
Der er næppe tvivl om at København har haft store fordele af det enevældige system
og dets koncentration i hovedstaden, men til gengæld måtte byen finde sig i at blive kon
trolleret og i at betale store beløb til kongen. Sigurd Jensens kapitel er en levende og
meget velskrevet dokumentation herfor.
Når man har glædet sig over de danske og de svenske, norske og finske afsnit, er man
spændt på at læse Birgitta Ericssons afslutningskapitel. Det er disponeret meget klogt og
forsigtigt. Først uddrages essensen af de forskellige delundersøgelser som bliver sat over
for hinanden og tillige set i en større historisk sammenhæng. Herved fremtræder en
række forskelle ret tydeligt. Man mærker sig for exempel at købstadslovgivningen har
haft en mere generel karakter i Danmark end i Sverige-Finland og til en vis grad også i
Norge, hvor der forekommer specielle reskripter og forordninger for enkelte byer. I god
sammenhæng hermed var byforvaltningen mere formaliseret i Sverige-Finland end i
Danmark-Norge. Stiftamtmændenes stærke stilling i Danmark-Norge betød at det regio
nale niveau her havde større mulighed for at påvirke beslutningerne end tilfældet var i
Sverige-Finland, hvor beslutningerne takket være den frie valgret i høj grad blev truffet
på lokalt niveau - og frem for alt af den mere velhavende del af borgerskabet.
Er det så muligt at besvare bogens hovedproblem, nemlig at påvise at disse og andre
forskelle hænger sammen med og forklares af de forskellige statssystemer i henholdsvis
Danmark-Norge og Sverige-Finland? Birgitta Ericsson er udmærket klar over, at dette er
metodisk meget svært, og skriver at man ofte må lade sig nøje med formodninger af skif
tende vægt. Hun konkluderer dog, at der findes forskelle som er betingede af de forskel
lige statssystemer, men også ligheder som skyldes tradition og ensartede økonomiske og
sociale forhold. Det har ikke været muligt mere generelt at fastslå beslutningsniveauer og
graden af selvstyre, dertil er afvigelserne mellem påbud og praxis alt for store. Disse sid
ste ord er både besindige og væsentlige. For selv om uligheder er udsprunget af de for
skellige statssystemer kan det være meget svært at bevise denne sammenhæng, men
ulighederne kan i høj grad også skyldes forskelle i næringsgrundlag, demografiske forhold
og lokal udvikling. Derfor ser man ofte at sammenlignende studier kan virke lidt magre
og forbeholdne med hensyn til de afsluttende konklusioner. Dette betyder dog ikke på
nogen måde at man i almindelighed skal undlade at foretage sådanne studier. Alene det
16
181