56 / 84
get krævede forst og fremmest »en Undersøgelse af, om der kan findes en Byggeplads,
hvor Museerne kunde komme til at ligge friere, og hvor der kan være fornøden Plads
til fremtidige Udvidelser«!. Efter at have nævnt, at Museumssagen atter havde været
forelagt i Higsdagssamlingerne 1898— 99 og 1899— 1900 uden at have større Held med
sig, hvorefter Sagen saa hvilede i nogle Aar, nævner Dr.
M
a c k k p r a n g
derpaa den i 1917
nedsatte Kommissions Arbejde, og fortsætter derefter saaledes: »Foruden den gamle
Plan om at udvide og brandsikre Prinsens Palæ forelagdes der Kommissionen to nye
Forslag: Frederiks Hospital og Kastellet . . . af hvilke Kommisionen atter enstemmig
valgte Kastellet. Hent umiddelbart var der noget overordentlig tiltalende ved at blive i
det gamle Palæ. Her har Museet vokset sig stort, og de skønne gamle Stuer giver Sam
lingerne en Stemning, som man sikkert aldrig faar i et nyt Hus. Endelig er Beliggen
heden saa central, som ønskes kan. Det var derfor Jammerskade, at man i 1880'erne
ikke sikrede sig hele Karreen ud til Vestervoldgade. Thi skal de forskellige Samlinger
holdes samlede, hvad der ideelt set er det rette og praktisk set det mest økonomiske, er
der ikke Plads paa den nuværende Grund. Der er det ikke til den betydelige Udvidelse,
der straks mua kræves til de enkelte Samlinger, der jo nu er forøget med Folkemuseet;
der er det endnu mindre til den Fremtidsudvidelse, man dog altid maa have in mente.
Og nu at redressere Fortidens Mangel paa Forudseenhed er sikkert ugørligt, dertil re
præsenterer haade Kreditkassens Hus [Ny Vestergade
1 2
] og de nye Forretningsejen
domme i Vestervoldgade for store Værdier. Alene for disse tre Bygninger udgør Ejen
domsskyld og Jordværdi godt l 1/« Million Kroner. 1 Modsætning hertil er der i Kastellet
god og rigelig Plads haade nu og i overskuelig Fremtid, og i langt højere Grad end ved
Prinsens Palæ opnaar man tillige her, at Museet faaren isoleret og absolut brandsikker
Beliggenhed . . . Naturligvis er Beliggenheden noget periferisk, men naar man i Stock
holm og Oslo tænker paa at Hytte Statens historiske Samlinger fra deres nærværende
centrale Plads til henholdsvis »Skansen«s Omegn og Bygdø, tror jeg ikke man behøver
at være bange for at gøre noget lignende. Langelinies Nærhed vil jo heller næppe være
til Skade for Besøget . . . .«
Og Museumsdirektør
V
il h
. S
lo m a n n
skriver i »Architekten« for
31.
s. M.
h l.
a. saa
ledes: ». . . Overfor Brandfare yder Palæets og Materialgaardens Beliggenhed, omgivet
af smalle Gader, heller ikke en ønskelig Sikkerhed. Naturligvis kan de let værnes imod
Følger af en almindelig Husbrand; men opstaar der i Nærheden en af de i moderne
Storbyer frygtede og berygtede Karrébrande, kan hverken Jernbeton eller Brandvæsen
redde dem. Da Odelæggelsen af den ene Stormgadeside vilde være en sørgelig Vandal
isme imod det københavnske Bybillede, er der fremsat en sindrig Tanke om at opføre
en Brandmur imellem Pabæets og dets meget brandfarlige, gamle Naboer; derved vil
Gaden kunde skannes, men Svagheden ved Tanken er, at Museet samtidig gaar Glip
af en væsentlig Udvidelse, og at de gamle Huse i Virkeligheden reduceres til tomme
Kulisser. Endelig maa det ikke glemmes, at en gennemført, museumsmæssig Brandsik
ring af selve Prinsens Palæ vil komme til at gaa langt haardere ud overden fornemme,
gamle Bygning, end en Istandsættelse til anden Benyttelse vil kræve. Saaledes maa det
siges, at en Ordning paa det gamle Sted, selv om man vilde bringe store Ofre for at
muliggøre den paa en forsvarlig Maade, i det Hele næppe kan føre til en forsvarlig Los
ning . . . . . .
8
Dage efter, at dette var skrevet, offentliggjorde en Komité, bestaaende afEtatsraad
H . N . A
n d e r s e n
,
Professor, Dr.
N
ie l s
B
o h r
,
Professor, Dr.
H
a r a l d
H
ø f f d in g
,
Dr.
K
n u d
R
asmussen
og Professor, Dr.
V
il h
. T
h o m s e n
det bekendte Opraab om »Sikring
af vort Folks dyrebareste Minder«.
Af den danske Befolkning og mange danske i Udlandet er der i Henhold til dette Op-
5 0