Forskønnelsen

iit*iis Slagkraft. Brandfaren agiteredes der med i Skrift og Tale, og bl. a. benyttedes der

et Skilt, hvor den røde Hane galede over Prinsens Palæ. Da det nu er lykkedes ved be

folkningens Offervillighed at samle ca. 2Vi Million i frivillige Bidrag, saa meddeler man

det undrende Folk, at Nationalmuseet skal blive, hvor det er, nemlig i det indtil videre

særdeles brandfarlige Prinsens Palæ,

alls<i(i netop paa det Sted, som l'/i Aar i Forvejen

tjente som Skræk' og Advarsel!

Som Medlem af »Forskønnelsen«s Bestyrelse bar jeg i boj

Grad Medansvar for Foreningens Skrivelse til Undervisningsministeriet — og det er jeg

glad for. Den stærke Kritik maa man jo finde sig i, naar man tror, at man arbejder for

det rette. Det er i det store og hele heller ikke saa meget

virkelige Argumenter

, der er

fremfort imod Indholdet af »Forskønnelsen«s Skrivelse, som det er

Bestræbelser for

at skabe Stilhed om Sagen

, der bar været fremherskende, ganske vist under Maske af

at nedsable »Forskonnelsen«s Forslag. Men et

Hemmelighedens Slør

hviler tilsyneladende

over Vandene, og Nytten heraf er ikke umiddelbart indlysende. Naar »Forskønnelsen«s

Forslag kritiseres saa skarpt, saa maa man til Gengæld ogsaa have Lov til at argumen

tere imod

Tanken

om at lade Nationalmuseet blive beroende i Prinsens Palæ. Thi det

er ganske klart, at

Brandfaren ikke

kan fjernes fra Prinsens Palæ i de nærmeste over

skuelige Aar, og det er mindst lige saa klart, at Opkøbene af de endnu manglende Huse

vil blive en pebret Fornøjelse, og det er ligeledes fuldkommen sikkert, at

Ombygningen

af disse Huse vil koste en

uforholdsmæssig Masse Penge.

Knhver, der har lidt praktisk

Erfaring paa det sidste Omraade, vil paa Forhaand tænke med Rædsel derpaa, men des

uden maa det siges at være saare beklageligt, dersom Lovgivningsmagten med Natio

nalmuseet i Spidsen benytter de indsamlede (og bevilgede) Midler til at nedrive

fredede

Bygninger.

Det vil næppe undlade at sætte sine Spor paa mange Omraader i Fremtiden

— at det vil stimulere Folks Lyst til at yde Bidrag eller hæve Respekten for »Autorite

terne«, er næppe sandsynligt.

Men endelig er det

ikke

klart, at Bidragyderne har givet deres Penge til disse Formaal;

derimod ved man, at Pengene blev givet for at

sikre Nationalmuseets Skatte imod Brand

og for at skabe den nødvendige

Plads hurtigst muligt.

Men de Løfter, man ved Lands

indsamlingens Begyndelse indirekte gav Bidragyderne, opfylder man ikke

1111

, thi det

vil tage meget længere Tid at

0111

forme og ombygge Prinsens Palæ med tilstødende Huse,

end «let vil tage, hvis man fulgte Planen

0111

Nybygninger.

Bedst vilde det jo være,

0111

man skred til Handling saa hurtigt som muligt. Det har

hele Folket Ret til at vente og forlange. De 2*/» Million Kroner venter utaalmodigt paa

hurtig og frugtbar Anvendelse.«

I en Redaktionsartikel af 16. August svarede »Berlingske Tidende« under den lidt af

sides lydende Overskrift »'Fil Sagen — « følgende:

»Indsamlingen til Nationalmuseet bar praktisk og faktisk sikret de økonomiske For

udsætninger foren Losning, «ler kan blive Opfyldelsen af Nationens Pligt overfor Mu

seet. Det synes allerede at være gaaet nogle af Minde, at Indsamlingen netop kun havde

dette økonomiske Formaal, at «let lykkelige Initiativ, den skyldte sin Tilblivelse, netop

ytrede sig som en Frigørelse fra alle andre Problemer end dette ene: at fremskaffe det

første fornødne — Pengene.

Det turde være en fuldkommen Misforstaaelse, at det vilde have gavnet Indsamlin

gen, om Anvendelsen af Pengene paa Forhaand var blevet knyttet til en bestemt Plan,

et uforanderligt Sted. Og det er sikkert, at havde denne Betingelse skullet opfyldes, var

Indsamlingen blevet udskudt ad calcndas gneeas. Den Meningskamp om Sted og Plan,

som nu søges oparbejdet, vilde nemlig i saa Fald have været at udkæmpe, forinden man

kunde henvende sig til OfTentligheden om Pengene. Man vilde da — forinden — have