Forskønnelsen

UDTALELSER I PRESS EX

Bestyrelsen kan just ikke smigre sig med, at dens Henvendelse til Undervisnings

ministeriet har faaet nogen blid Modtagelse af den københavnske Presse. »Politiken«

betegner i sit Nummer lorden 20. Juli Bestyrelsens Forslag som en »forrykt« og »gan

ske dødfødt« Plan uden dog at motivere denne Karakteristik nærmere, ligesaalidt

som Bladets Redaktion bar ment at skylde sine Læsere at give blotet kortfattet Referat

af Skrivelsens Indhold. »Socialdemokraten« samt »Berlingske Tidendecs og »National-

tidendecs Morgenudgaver for den 20. Juli aftrykker derimod det væsentligste af Skrivel

sens Indhold, men erklærer sig efter nogle Bemærkninger af almindelig Karakter for

uenig med Bestyrelsen, hvorimod »København« i det store og hele slutter sig til Be

styrelsens Anskuelser. Medens »Berlingske Tidende« i sin Morgenudgave i det væsent

lige forholdt sig refererende, bringer Aftenudgaven for den 20. Juli en redaktionel Ar

tikel »Ft Vildspor — «, der antyder, at Bestyrelsens Skrivelse er et Forsøg paa at splitte

og forpurre de Bestræbelser, der gaar ud paa at sikre Museets Fremtid. I Artiklen siges

endvidere følgende:

»Det vilde i Sandhed være besynderligt, om en Forening, der havde

Hovedstadens

Aand

i sig og dens Borgeres Følelse med sig, havde lagt en Kontramine som Forskønnelses

foreningens Flytteplan. Men saaledes er Forholdet heller ikke. Naar vi stadig taler om

Forskønnelsesforeningen, er det af sproglige Nemhedshensyn. Den Henvendelse, For

eningens

Bestyrelse

har rettet til Undervisningsministeren, dækker

ikke

en blandt For

eningens Medlemmer overvejende Anskuelse, ja synes endog at være i Strid med en frem

herskende eller dog meget kraftigt repræsenteret Modstemning i Foreningens rand-

givende Udvalg. Det er en Bestyrelse, der har taget Alfære, en Bestyrelse afen noget

tilfældig Sammensætning og domineret af Arkitekter, hvis Fgenskabersom Bygnings-

kunstnere vi paa ingen Maade vil beklikke, men hvis særlige og ensidige Synsmaadc

giver sig afsig selv og heller ikke paa nogen Maade fornægter sig i Henvendelsen.

Vi kan ikke erkende, at selve den kunstneriske Betragtning i Henvendelsen er dybt

funderet. Den kræver

Uforanderlighed

for Prinsens Palæ og det tilsluttende Gudebillede,

og ingen vil bestride, at det her drejer sig om Værdier, der i fuldt Maal kan kræve sig

respekterede. Men Huset og Stedet er ikke blot et Hus og et Gadebillede, er ikke blot

historisk ved sine Sten og ved sin Stil. Det er

Nationalmuseets

gamle Hjemsted, og Sa

gen staar nu paa, om vi skal give dette Hjemsted, saa godt og saa sandt vi formaar, en

hidretning, der svarer til dets Formaal og dets Betydning for Folkets Liv. Men derfra

vil vi ikke lade os afskære ved den blotte Henvisning til, at det ikke kan gøres uden Til

bygninger og Forskydninger i Gadebilledet. Ft saaledes begrundet Veto vilde i mange

Tilfælde have umuliggjort Skabelsen af Bygningsværker, der nu regnes for kostelig Ar

kitektur. Er det udelukket, at vor Tids danske Arkitekter kan løse Spørgsniaalet om

Nationalmuseets Bevarelse paa dets gamle Sted? Hvis Arkitekterne ikke findes i For

skønnelsesforeningens Bestyrelse, er de saa heller ikke til at opdrive udenfor den? Det

er det, vi vil se.

Og Hovedstaden og Landet kan paa dette Punkt ikke lade sig noget sige af en For

enings-Bestyrelse, der bruger kraftige Ord uden at kunne hægge anden Myndighed end

sin egen i den. I Virkeligheden burde Henvendelsen til Ministeriet kun være fremkom

met som Udtryk for selve Foreningens konstaterede Overbevisning. Nu er der syndet

ikke blot mod Sagen, men ogsaa mod Takten, og Følgerne kan meget vel tænkes al ville

blive skæbnesvangre for Forskønnelsesforeningens Sammenhold.«

I »Nationaltidendecs Aftenudgave for den

2 0

. Juli fremkom en Redaktionsartikel, i

hvilken der hl. a. udtales følgende:

5 3