85 / 148
Med dampsporvogn og væltepeter
Når man i vore dage som den selv
følgeligste ting af verden sætter sig
ind i sin egen bil, hopper på en bus
eller tager med S-toget, må man
vide, at det var betydelig vanskeli
gere at komme fra sted til sted i
gamle dage.
Man måtte simpelthen gå på sine
ben, og det var man så vant til, at
man ikke regnede selv betydelige af
stande for noget videre, selv om man
ikke gik hurtigere dengang. I vore
dage ville de fleste sikkert betakke
sig for at gå til fods f. eks. fra Råd
huspladsen til Østerport.
Stadig var der enkelte, der var
»selvkørende«. Men at lade karlen
spænde hesten for vognen og derpå
rumle af gennem gaderne blev kun
brugt, når afstandene eller vejret
gjorde det nødvendigt. Så var der
droskerne,
men de var dyre, og ende
lig var der de hestetrukne
omnibus
ser.
Fra en spæd begyndelse i 1826
blev det almindeligt at køre med
om
nibus,
når man skulle et længere
stykke vej. Ordet er latin og betyder
»for alle«, og netop det demokrati
ske tilsnit bevirkede, at det bedre
borgerskab i begyndelsen ikke ville
nedlade sig til at benytte dette be
fordringsmiddel.
Efterhånden fik man større omni
busser, der var malet i strålende far
ver og med prægtige navne:
Solen,
Den røde Dame, Løven
o. s. v.
Den tanke, at lade omnibusserne
køre ad
skinner,
nedlagt i gaden - at
omdanne dem til
sporvogne
- kom
frem. Fordelen var, at der skulle
mindre kraft til at drive vognene,
samtidig med at passagererne slap
for at blive rystet ved at køre hen
over den ujævne brolægning.
6 B O R G E R I D E T G A M LE KØ BEN H A V N
81