88 / 148
per. Batteriernes syre udsendte nem
lig en stank, som rev og sved i pas
sagerernes øjne og næser, så man kan
let forstå, at heller ikke
syresporvog
nenes
popularitet var særlig stor.
De øvrige sporvejslinier, drevet af
forskellige, konkurrerende selskaber,
holdt fast ved hestekraften - den var
der ikke så meget vrøvl med - og
hestesporvognene forsvandt først, da
de rigtige elektriske sporvogne kom
frem. En af de populære hestespor
vogne kørte fra Gammel Torv gennem
Nørregade. Den kaldtes »Hønen«.
Faste stoppesteder fandtes ikke.
Dengang standsede man sporvognen,
når nogen skulle med, eller når en af
passagererne ville af. Under uhel
dige omstændigheder betød de man
ge standsninger, at man med fordel
kunne stå af og gå, for så nåede man
hurtigere frem!
For mange mennesker var det en
stor oplevelse at køre en tur med
sporvognen. Man kunne betragte
omverdenen i ro og mag, og fra
pladserne øverst på de toetages vog
ne, der gik på enkelte ruter, kunne
man endda kikke ind ad vinduerne
til folk, der boede på første sal. T il
gengæld var passagererne på taget
et fristende mål for gadens drenge.
Skytset var pusterør og ammunitio
nen gule ærter. Om vinteren kunne
man bruge snebolde.
Eventyret om
jernbanen
begyndte
i 1847, da den første linie mellem
København og Roskilde åbnede.
Trods folks spådomme om faren ved
at gå mod naturens love ved at ud
sætte mennesker for så forrygende en
fart som op til 40 km i timen, var
jernbanen kommet for at blive.
Den første banegård i København
lå omtrent, hvor den nuværende Ho
vedbanegård ligger, men det enkelt
sporede banelegeme lå lidt nordli
gere, hvor Sønder Boulevard ligger
i vore dage.
Banegården blev hurtigt for lille,
og med planer om at anlægge linier
til Helsingør og Hillerød, foretrak
man at bygge den ny banegård et an
det sted.
En togkupé på Klampenborgbanen. K u
peerne var kun adskilt af tværgående
bænkerækker. En herre er ved at uddybe
et damebekendtskab i nabokupeen og
læner sig ugenert over bænkeryggen.
Illustreret Tidende.
84