![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0170.jpg)
166
de r;63) 1726 indskærpes det de nørrejydske Sognefolk, at de har
Pligt til at hente Materialerne til Kirkegaardsdigernes Reparation,
selv om der ikke stod noget særligt om det i det aabne Brev af
1 7 1 7
!<54)
2745
maatte Forbuddet af 1720 genindskærpes,65), men
Aaret efter var det galt igen: Godsejerne Landet over fandtes uvil
lige til at lade deres Bønder gøre det Pligtarbejde ved Kirkernes og
Kirkegaardsdigernes Reparation, »hvilket dog paa nogle Steder skal
være brugeligt«; men da Regeringen fandt det rimeligt, at vedkom
mende i slige Tilfælde ydede fornøden Hjælp, skulde Sognefolket
være forpligtet til at stille de fornødne Pligtsfolk, dog ikke i Sæde
eller Høsttid, men paa de bekvemmeste T ider.66) Denne uaflade
lige Gnidning mellem Bøndernes Træghed og Kirkegaardsrøgtens
Tarv førte til, at Landsbykirkegaardene langt ind i det 19. Aarli.
henlaa i vanrøgtet Tilstand, omend endnu med Plads nok til stadig
at optage nye Grave.
Medens Jordefærdsskikkene paa Landsbykirkegaardene holdt
sig til Aarliundreders Hævd, søgte Regeringen gennem Autorisation
af Bedemænd og Ligbærerlav at sikre Købstæderne sømmeligere
Ligbegængelser. Allerede Forordningen af 1654 om Begravelser i
Pestens Tid omtalte »Bedemanden eller de, som sligt bestiller«,67)
fra 1670 skulde de beskikkes af Magistraterne;68) men først den
store Forordning af 1682 gav dem Privilegium paa de Begravelser,
hvortil Ligklæde brugtes.69) Bedemændene, der ejede alt Tilbehør
til Jordefærden, skulde foranstalte denne saa værdigt som muligt
— men med selve Gravens Forhold havde intet at skaffe, disse var
alene Graverne betroet.
Ligbærerlavene var lidt ældre end Bedemandsinstitutionen, idet
det i 1625 blev paabudt Magistraterne at ansætte betalte Lig
bæ rere,'0) til Afløsning af de middelalderlige Gilders og Lavs selv
tagne Pligt til at bære deres døde Medlemmer til Graven. Adskillige
Lav kæmpede dog for Retten til at yde deres døde Standsfæller
den sidste Ære. Men Forordningen af 1682 fastslog i Almindelighed
Pligten til at bruge Ligbærere, dog højst 36,71) og 1683 oprettede
København sit første Ligbærerlav. Medens Forholdene i Hoved