184 / 423
180
thi de stedlige Misbrug var ikke nok til at berettige en almindelig
Fordømmelse! Inden han vilde tro paa Sundhedsfaren fra K irke
gaardene, vilde han kræve Nabolagenes Sundhedsforhold under
søgt for at overbevise sig om, at Faren truede derfra. Selv havde
han i 13 Aar boet ud til en Kirkegaard, paa hvilken der mindst
en Gang ugentlig blev gravet en Grav, uden at han havde mærket
Stank end mindre Sygdom derfra. Naar blot Kirkegaarden var
stor nok, vilde Ligene have tilstrækkelig Plads til at formulde,
uden at Stanken vilde kunne holde sig over Gravene, tværtimod
vilde Blæsten holde den borte. En Kirkegaard burde ikke om
gives med en fæstningsagtig Mur, men — som det sømmede sig
en Guds Ager — med et aabent Stakit, som Vinden kunde stryge
igennem; dog kunde Mure gaa an, hvis de havde mange Gitter-
aabninger og Portene stod aabne. Tode var derfor en Fjende af
Familiebegravelsernes Indhegninger, mellem hvilke Ligdunsterne
kunde blive staaende, og af Ligstenene, der hæmmede Ligenes
Formuldning; derimod fandt han, at Træerne gav K irkegaarden et
tiltrækkende Havepræg, men de skulde staa, hvor Solen kunde
naa lien. Den ivrige Kirkegaardsforsvarer gik saa vidt, at han lagde
Skylden for Stanken fra Kirkegaardene over paa de tilstødende
Beboelseshuses ildelugtende Bagbygninger, ogsaa fordi de holdt
den friske Luft ude. Kun hvor Kirkegaardene var for smaa —
det syntes Tode ikke at have indset gjaldt næsten alle Københavns
indenbys Kirkegaarde — kunde der være Tale
0111
uheldige For
hold, især Aabning af uforraadnede Ligs Grave; men han mente,
at slige Tilfælde ikke fandt Sted!
Hvad var i Forhold til dette lyse Billede af en indenbys K irke
gaard en udenbys Begravelsesplads? Med tydeligt Henblik paa
Assistenskirkegaarden paa Nørrebro udmalede Tode den frit be
liggende Kirkegaard som et Sted, hvorfra Stanken af V inden kunde
føres ind over Byen — en ringe værnet Plads, hvis Stakit Fattig
folk vilde bryde løs for at bruge til Brændsel, maaske tage Kisterne
med; en Plads, hvor Svin, Hunde og Ravne vilde æde af Ligene!
— men først og sidst et Sted, hvor de fattige hørte hen.