94 / 423
90
Hovedsummen af den her meddelte Fremstilling af Ligbræn
dingen i Danmark i forhistorisk Tid synes da at blive den, at Lig
brænding eller Anvendelse af Legemsgrav er et Kapitel for sig selv
i den almindelige Kulturhistorie. Kun sjældent spores det, at der
til dens Anvendelse har været knyttet særligt betonede Forestil
linger. Den kommer og forsvinder, som det synes mere som Følge
af en Art Mode, tilfø rt udefra, end fordi
nye,
som man plejer at
sige,
renere
Forestillinger havde b rud t sig Vej. Snarere kunde man
sige, at navnlig Genoptagelsen af
Skikken med Legemsgrav kom
som Følge af bestemte nye Fore
stillinger, navnlig dette, at den
Døde skulde udrustes med et vist
Maal af Fødevarer.
Af det her fremførte er det
sikkert klart, at Ligbrændingen
ved den Tid da Kristendommen
paa sit bestemte Grundlag kræ
vede Legemsgravlægning, ikke var
~
r,.
, , r j . ,
modstandsdygtig. Den var alle-
rig. 39. Kmgspænde tra Ludvigshave,
i
•
*ii
•
Lolland.
rede stærkt
i
Tilbagegang, faktisk
ude af almindelig Brug. Bølgen
var afgjort i sin Nedgang. Derimod er det givet, at Kristendom
men virkede til, at man overhovedet ophørte med at give den Døde
Følgegods med i Graven. Ikke blot Madofret ophørte nu ganske,
men selv Medgiveisen af det rent personlige Udstyr ophørte. Dog
med enkelte Undtagelser. Vi ser endnu Bispestaven følge Bispen,
og gennem Hedenskab og Kristendom v irker ældgamle Forestil
linger: Barselkonen faar helt op til vor Tid, hvis hun dør uforløst,
Børnetøj med i Graven, og der kendes Eksempler paa, at endnu i
forrige Aarhundrede den gamle Karons Færgepenge blev lagt i
Graven. Men dette er nu en Historie for sig.