LigbrændingensHistorieDanmark

vaskede og klædte dem — og ramtes kort Tid efte r selv af

Soten«.21)

I denne Skildring møder vi tydelige Levn fra Hedenskabets

Gravskik: alle Trækkene i Omsorgen for den døde, Tillukningen

af Øjne og Mund, Ligets Vask og Iklædning er hedenske Træk. Selv

den græske Skik, at klæde Liget i ren t Linned, optoges af Old

kirken — ja man tillagde endog Pave Eutychianus et direkte Paa-

bud derom.22) Den traditio christiana,23) vi møder omkring Aar

300, kæmper følgelig mod disse Levn; omend enkelte, som de

Ligene vedlagte bevarende og duftende U rter, var en Nødvendighed

i de kristne Katakomber, hvor de efterlevende Trosfæ ller skulde

mødes til Gudstjenester. De kristne i Ægypten havde den Skik at

balsamere deres Martyrer for at bevare dem som Mumier i Menig

heden, men da skred den hellige Antonius ind og tvang Menig

hederne til at begrave deres døde Martyrer.24)

Hvor mærkelige Udslag Oldkirkens Vedhængen ved Hedenska

bets Former end fik — eet møder vi ikke: Ligbrændingen. For

Oldkirken stod denne Skik som en Tilintetgørelse af Opstandelses-

haabet, tilmed var Baalfærden kommet til at staa som Hedenska

bets Symbol. Det er derfor forstaaeligt, at de førende kristne inden

for Oldkirken gik imod Ligbrændingen, navnlig K irkefaderen Ter-

tu llian ; denne afviser stejlt Ligbrændingen ved at ligne den ved

Helvedes Ild .25) Forestillingen om Ilden som Udødelighedens For

midler var og blev fremmed for Oldkirken, som langt mere nærede

Jødernes Forkærlighed for det spirende og groende — selv om

Sædekornet laa blandt Grave.

Gennem disse kaotisk blandede Forhold af Hedenskab, Jødedom

og Kristendom voksede da i det 4. Aarhundredes Begyndelse den

kristne Kirkes fælles Gravskik frem: Hvor næ rt forbundet Menig

hedernes Medlemmer end var, saa begyndte nu de gejstlige Embeder

at udsondre sig —»- deriblandt Gravernes. Saasnart Menighederne

havde opnaaet at faa en fælles Gravplads, overdroges Arbejdet til

fossores, Begyndelsen til vore Gravere. Nede i Katakomberne var

Gravergerningen et vigtigt Hverv, som ofte gik i Arv fra Fader til