101 / 423
97
Søn; de modtog deres Løn i Form af Gaver fra Menigheden, stod
under Præstens Tilsyn og regnedes i visse Maader med til Gejstlig
heden, omend de var uden Præstevielse.26)
Naar Graverens Bjergmandsgerning var endt, forestod Grav-
læggelsen, den hellige depositio, om hvilken vi næsten intet ved;
men som vi maa tænke os foregaaet saaledes27) : en af Menigheden
bar den døde i sine Arme, hen til Nichevæggen, hvor han skød
Liget sidelæns ind i Graven og strakte dets Lemmer ud, saa Liget
kom til at ligge i en naturlig Søvnstilling. En enkel Bøn blev bedt
— Liget var stedt til Hvile. Men her møder vi en sælsom Blanding
af hedensk Gravkult og kristen Opstandelsestro: de efterlevende
har ikke kunnet slippe Tanken om den dødes Liv og har derfor
ofte gjort Graven til et Dødens Hjem ved at give den døde de
kæreste Ting fra Livet med i Graven: Barnet har faaet sit Legetøj
med, den unge Pige sin Pyn t og sine Smykker, Haandværkeren sit
Værktøj, Husmoderen sit Husgeraad eller Levnedsmidler og Mar
tyren sin Pines Marterredskaber med.28) Her møder vi ogsaa Klok
ker for første Gang — smaa Klokker, som har klinget ved Folke
fester, under Gudstjenester og nu er forstummet i den dødes
Haand — for at lyde igen i Himmelkoret, Opstandelsens Klokker!
Hvor haard t de kristne Menigheder end trængtes, værnede Ro
merrigets Love dog deres Gravfred; fandt der voldelige Forstyrrel
ser af Gravfreden Sted, saaledes som Tertullian har skildret,29)
falder Skylden alene paa den lovløse, hedenske Pøbel. Ifølge ro
mersk Lov var Graven alene ved Jordfæstelsen blevet et helligt
Sted, som det var enhver Borgers Ret at have paa sin egen Jo rd ;30)
ingen nægtede heller de kristne Menigheder denne Ret.
Følgen blev, at hvert af Byen Roms henved femogtyve Sogne i
det 3. Aarh. havde faaet sin egen Begravelsesplads; desuden havde
flere af Menighedernes rige Slægter deres egne Familiegravste
der31) — ikke alene i Katakomberne, men ogsaa oppe i Dagens
Lys.32) Viden om i Romerriget fandtes saadanne oldkirkelige Grav
pladser, selv i saa fjerne Byer som Trier og det sydfranske Vi-
enne.33) Med Ansigtet vendt mod Øst, rede til at skue Opstandel