Previous Page  106 / 423 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 106 / 423 Next Page
Page Background

102

Gang giver Biskop og Menighed den døde Fredskysset; den kolde

Pande salves til Tegn paa Sejren over Livet . . . . Salmesangen for­

stummer, Forbederens Bøn fører alene den døde til det sidste

Leje.26)

Haardt havde K irken kæmpet, inden Toleranceediktet af 312

med eet gjorde Kampens K irke til et Sejrens Rige af denne Verden

— med Fred for Menighedernes Gravkult. Kirkens Sejr blev Gra­

venes Sejr, Martyrgravenes Triumf! Basilika efter Basilika rejstes

over Helgengrave.27) Laa andres Grave til Hinder, ryddedes de

bort, for at Helgengraven kunde komme til at ligge frit for K u l­

ten28) — var Helgenen jordet for fjern t fra den Kirke, som viedes

ham, flyttedes hans jordiske Levn der hen. Det første Klosters Stif­

ter, den hellige Antonius, bad derfor saa mindeligt om at maatte

blive jordet paa et lønligt Sted, for at skaanes for Trosivrernes

Brud paa Gravfreden.29) Trosiveren synes endog stundom at have

hjulpet sig med uægte Helgenben, siden et Kirkemøde i Kartago

o. 400 maatte indskærpe, at »memoria martyrum« kun maatte stif­

tes, hvis Relikvierne var paaviseligt ægte.30)

Martyrkulten banede da paa sin Vis Jordfæstelsen Vej til selve

Gudshusene — snart fulgte Menighedens Grave efter, th i de from­

mes Bønner ved Martyrernes Grave avlede brændende Længsler

efter at hvile evigt næ r den hellige Grav. K irkefaderen Augustin

fandt det vel ligegyldigt for Sjælenes himmelske Vel, hvor Legemet

end blev jordet; men han nægtede ikke, at de kristnes Forbøn styr­

kedes ved, at Graven lagdes i en Helgengravs Ly.31) Æ rkediakonen

Sabinus fandt derimod, at de kristne hellere maatte leve efter de

helliges Lignelse — ellers baadede Gravfælliget intet.32)

Al Manen til Trods drev Menighederne paa for at velsignes

efter Døden ved den hellige Gravs Nærvær. I Katakomberne havde

de trosivrige købt sig Gravsteder næ r ved Martyrgravene; dyrt

havde Graverne taget sig disse helligede Grave betalt — Kirken

havde intet faaet — gav de end til Gengæld ofte Arvingerne Ret til

at sælge Gravstedet!33) Fra Midten af 5.Aarh. overtog Kirkens Be­

gravelsesforstandere Salget af Gravsteder;34) samtidig havde Jo rd