102 / 423
98
sens Dag, jordedes de kristne paa disse Gravpladser i Sten-, Træ
eller Blykister, ofte i flere Skifter over hinanden — en Skik, som
ligner jødisk og hedensk Brag. Den hele Gravplads var nøje ud-
maalt og omsluttet af en Mur34) — saaledes var de første Kirke-
gaarde blevet til.
De kristne fulgte selvsagt Lovens Bud om at lægge Gravplad
serne udenfor Byernes M ure;35) men de foretrak Katakombe
gravstederne fremfor de aabenlyse Gravpladser for at undgaa Pon-
tifexkollegiets Tilsyn,30) i dets Sted tog K irken Magten, gennem
D iakonerne;37) snart kunde Pave Zephyrin sætte en Mand til Le
der af alle Gravpladser38) — Guds Statholder paa Jorden herskede
nu baade over levende og døde, hans blev Magten over den evige
Fred.
II.
Den nye Gravskiks Komme.
Den kæmpende Kirke blev den sejrende Kirke! Oldkirkens
enkle, fromme Gravskik blev i det samme et magtfuldt Kirkens
Dogme: i dens viede Jord skulde alle troende hvile — hvo, som
formentes den Fred, havde forskertset den evige Salighed. I den
Magt til at løse og binde, som K irken tog sig, blev Jordfæstelsen et
tungt Led, i lige Grad et Tugtens Ris og et Kampens Vaaben.
Endnu inden Kirkens Sejr var fuld og hel, begyndte den at
skaffe sig sine
egne
Gravpladser, den ældste er Edessas fra 324.1)
Oldkirkens Enfold og kristelige Lighed veg for en Skelnen mellem
rig og fattig, som rakte ned i Graven. K irkefaderen Augustin min
der vemodigt om Lignelsen om den fattige i Abrahams Skød;2) men
Kirken vendte det døve Øre til og foretrak de Teologer, som vilde
bevare Standsforskellen i Himmelen.3) De læge Trosfællers Om
sorg for den døde maatte vige for K irkens; ved den hellige Ma-
crinas Jordefærd traadte Lægmanden Gregor, som h id til havde
ledet alt, tilbage, da Egnens Biskop kom til Stede, gav Tegn til Op
brud og gav sine Klerke alle fornødne Paabud ,1) hans var Mag
ten, og han vidste at bruge den.