99 / 423
95
bindelse mellem levende og døde laa tillige bag ved.18) Døden blev
for Jøderne en lang Hvile — for de kristne blev den Legemets op
løsende Søvn; derfor gjaldt det om at lade Naturen bevare »Stedet
for den guddommelige Naade«,19) for at det jordede Legeme kunde
være rede til Opstandelsen paa den yderste Dag.
Med K risti Gravlæggelse for Øje fulgte de første kristne Menig
heder da jødisk Skik ved deres Begravelser bl. a. den hellige Ste-
fans; men i Tidens Løb tilpassedes Oldkirkens Gravskik efter det
omgivende romerske Samfund. I Forventningen om Kristi snarlige
Komme smykkede de kristne Menigheder deres døde til Opstan
delsens Dag, idet Ligene blev omhyggeligt vaskede og salvede; om
givet af bevarende U rter, klædt og pyntet ventede den døde kun
paa at vaagne af Søvnen.
En afgørende Forandring fra Hedenskaben og Jødedommen
indtraadte, da Oldkirkens kristne gjorde Jordefærden fra Fa
miliens Privatsag til Menighedens fælles Tjeneste, gjorde Graven
til Kirkens Sted; heraf fulgte den Dødskult, Kristendommen førte
med sig ud over Verden. Mangt og meget havde Kirken optaget i
sig af hedenske og jødiske Skikke, nu omsmeltedes disse Træk i
kristen Aand til en Helhed: vor Gravskik.
Omsorgen for de dødes sømmelige Jordefærd blev en hellig
Pligt, hvis Unddragelse drog tunge Følger med sig — dette ind
skærpes saaledes af K irkefaderen Cyprian.20) Det blev en Selv
følge i denne Martyriernes Tid, at de kristne satte selv Livet ind
paa at yde deres døde Trosfæller den sidste Hjælp; da en frygte
lig Pest omkring Midten af 3. Aarh. hærgede Romerriget, kappedes
Præster, Diakoner og fornemme Lægfolk om, trods egen Livsfare,
at yde de døende den sidste Kærlighedshjælp — Følgen blev, at
mange faldt som Ofre for deres egen Næstekærlighed. Dionysios
af Aleksandria fortæ ller om, hvorledes de sunde og raske under
denne Epidemi »tog de helliges Lig paa deres Arme og paa deres
Skød, trykkede Ligenes Øjne til og lukkede deres Munde, bar
Ligene paa Skuldrene, trykkede dem ind til sig, omfavnede dem,