96 / 423
92
nordisk Middelalders K irke fulgt Romerkirkens Ritus, th i eet Be
greb skabte Skel mellem hedensk og kristen Gravskik: Opstan
delseslæren.
Troen paa Opstandelsen fra Dødsriget2) er Kristendommens
Særmærke blandt Oldtidens Religioner; men — den til Trods har
Oldkirkens Gravskik i det ydre været en samlet Tillempning af
Middelhavskulturernes forskellige førkristelige Begravelsesformer;
vi er kun ikke i Stand til at følge de enkelte Træks Sammensmelt
ning til en Helhed. Ægypternes Balsamering af Ligene havde Rod
i ganske andre Forestillinger om Livet efter Døden end den kristne
Opstandelsestro;3) men selve Behandlingen af Ligene synes ikke
desto mindre at være gaaet over i Oldkirkens Brug gennem Jøde
dommens Gravskik. Endnu mere gælder dette Grækernes og især
disses Arvtagere Romernes Gravkultus.
Oldkirkens Gravskik fortsæ tter faktisk Romernes — det er
disses Begravelsesformer, som, iklædt kristen Symbolik, breder sig
med Kristendommen og efter Aarhundreders smaa Ændringer er
blevet vore. Jordfæstelsen var efter græsk-romersk Overlevering
den dødes
R et
— i det mindste havde den døde Krav paa de tre
Haandfulde Jord, der endnu symboliserer Begravelsen,4) th i uden
Jordfæstelse kunde den døde ikke ventes at finde Ro. Med Karons
Obol mellem Læberne lagdes Liget i en Træ- eller Lerkiste for at
•stedes i Jorden ; til Baalet førtes Liget paa sin Løjbænk, sovende
som i Live; saaledes begravede Grækerne deres døde — Romerne
lod Statskultens Tjenere om det. Saa snart Døden var indtraadt,
anmeldte den dødes Slægtninge Dødsfaldet i Venus libitinas Tem
pel, hvis libitinarius overtog selve Ligbegængelsen ved Slavers
Hjælp, indtil Jordefærden fandt Sted paa Tredjedagen med størst
mulig Pragtudfoldelse5) — enten som Begravelse eller som Lig
brænding.
Romerne har, saa langt tilbage i Tiden, vi kan spore det, brugt
baade Jordfæstelse af ubrændte Lig og Ligbrænding jævnsides.
Gravfund ved de norditalienske Pælebygninger menes dog at vise, at
Ligbrændingen er ældre end Jordfæstelsen; i selve Rom er begge